Fagotten er for de fleste ikke det første instrument man giver sig i kast med. Det er et stort og dyrt instrument, og anses af mange for at være det vanskeligste træblæserinstrument at spille på. Fagotten har et meget stort toneomfang, bruger et rør i stedet for det simplere blad som klarinetten og saxofonen, og noteres i modsætning til de andre træblæsere i basnøglen. Alt det gør den sværere at starte på, hvad enten det er ens første instrument, eller man kommer fra en af de andre træblæsere, som vel nok er det mest sandsynlige.
I det følgende prøver jeg at give en introduktion til det at spille fagot. Ikke en introduktion der kan erstatte undervisning af en erfaren fagot-lærer, men en gennemgang af alt det man selv kan lære sig, inden eller samtidig med, at man konsulterer en dygtig lærer.
Denne artikel er en (lille) del af Blæs på teorien som jeg er ved at udarbejde. Det giver en generel gennemgang af det man kunne kalde praktisk musikteori, med, for nu, særlig henblik på blæseinstrumenter.
I starten af 2015 fik jeg et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til: Jeg kunne få lov til at prøve om jeg kunne lære at spille fagot. Lindø Concert Band (hvor jeg startede med at spille klarinet for mere end 35 år siden) havde en fortræffelig fagot, men ingen til at spille på den. Selvom det var nogle år siden jeg havde været medlem af orkestret vidste man, at jeg interesserede mig meget for de forskellige blæseinstrumenter, og at jeg prøvede, efter bedste evne, at spille både klarinet, saxofon, obo og waldhorn. Så måske var jeg også interesseret i at prøve fagotten? Og jo, selvfølgelig var jeg det! En god lærer ville være det rigtige sted at starte, men det havde jeg hverken tid eller råd til. Så i stedet bestemte jeg mig til at prøve hvor langt man kunne komme ved at bruge noget af al den information der findes på nettet. Der er faktisk utrolig megen information, problemet er at samle og sortere og få præsenteret det væsentlige på en forståelig måde. Det prøver jeg her, om det lykkes er det op til dig at vurdere.
United States Army Field Band har en fremragende introduktion på Youtube til det at starte på fagot. Den varer ca. 1 1/2 time og begynder helt fra grunden med at samle instrumentet osv. Den vil jeg bruge som udgangspunkt. Så mit råd er: start med at se den grundigt igennem. Hvad der følger nedenfor kan så ses som mit forsøg på at repetere og udvide det der gennemgås i videoen.
For mere generel information om fagotten og dens musik er The Bassoon Resource Page et glimrende sted at starte. A propos: fagot er det danske navn for instrumentet, fagott det tyske, basson det franske og bassoon det engelske. Bassoon har altså intet at gøre med det danske basun, betegnelsen for en trombone eller trækbasun!
I det følgende vil jeg bruge såkaldt “scientific pitch” notation til at angive tonehøjde. Her går man ud fra det C (på dansk “nøglehuls” C), der ligger en sekst under kammertonen A med frekvensen 440Hz. Dette C kalder man C4, og C4 efterfølges af tonerne D4, E4, F4, G4, A4 og B4. Derefter C5 osv. Helt tilsvarende for oktaverne under C4.
Fagotten anses af mange for at være det vanskeligste træblæserinstrument at spille på. Det er der flere grunde til. Fagotten har et stort toneomfang, der spænder fra Bb1 til C5, altså mere end 3 oktaver. Det vil, alt andet lige, gøre den sværere at spille på. Fagotten er et gammelt instrument, der aldrig har været ude for en egentlig revolution, som fløjten, hvor Boehm systemet indførte en helt ny og logisk måde at spille fløjte på. Eller saxofon-familien, som blev konstrueret logisk helt fra bunden af den geniale instrumentmager Adolphe Sax. Fagotten udviklede sig i stedet langsomt og blev stadig mere kompliceret efterhånden som man tilførte den oprindeligt simple konstruktion flere og flere klapper. Klapper, der skulle gøre det nemmere at spille særlige passager, eller få vanskelige toner til at klinge renere.
Og fagotten har rigtig mange klapper, som skal betjenes af ens 10 fingre. På klarinetten, fløjten og saxofonen bruges højre tommelfinger kun til at holde instrumentet, på fagotten skal højre tommel betjene 4 klapper. Venstre tommel på klarinetten, fløjten og barytonsaxen skal betjene to klapper, på de andre saxofoner kun en, mens der på fagotten er ikke mindre end 9 klapper som venstre tommelfinger skal betjene.
Fagotten ligner ikke de andre træblæsere, og det er der gode fysiske grunde til. Fagottens dybeste tone er Bb1, med en bølgelængde på 592 cm. Da det er et konisk instrument må den for at den kan spille denne tone (se Rør og toner) have en totallængde på ca. det halve, altså knap 300 cm. Det er grunden til at fagotten er et foldet rør, “knækket ca. på midten. En længde på 3 m ville være meget upraktisk! Men værre, det ville være umuligt at få tonehullerne anbragt så de kunne lukkes med fingrene. Ser man nøjere på fagotten kan man se, at man har måttet ty til forskellige kneb for at normale hænder kan få lukket og åbnet tonehuller der ligger meget langt fra hinanden, i forhold til afstandene mellem fingrene på en menneskelig hånd.
Det almindelige kneb, som bruges på næsten alle træblæsere er klapper forsynet med lange arme. Den metode bruges selvfølgelig også på fagotten, hvor den “dybeste” klap, har en arm på ikke mindre end 50 cm! Den anden metode, som er speciel for fagotten, er at bore skråt gennem en tyk rørvæg, sådan at hulafstanden på ydersiden kan svare til en passende fingerafstand, mens den indre hulafstand, der er meget større end den ydre, er den der er nødvendig for at give den rigtige bølgelængde for den pågældende tone. Denne metode er brugt både for venstrehånden, hvor den ydre diameter lokalt er stærkt forøget for at øge forskellen mellem ydre og indre hulafstand, og i højrehånden hvor boringen går fra ydersiden af den ene rørhalvdel til indersiden af den andet.
Det er altsammen meget kompliceret og man kan godt gribe sig i at ønske at den fantastiske instrumentmager Adolphe Sax havde kigget grundigt på fagotten og konstrueret en bedre mekanik, på samme måde som Boehm ændrede tværfløjten. Men, Sax opfandt i stedet barytonsaxen, som et medlem af sin saxofonfamilie, og havde sikkert det håb, at den ville erstatte fagotten i symfoniorkestret. Det skete dog aldrig, måske fordi musikere gennemgående er ret konservative, men måske også fordi barytonsaxen af alt for mange kun er blevet opfattet som et, lidt komisk, basinstrument. Lytter man til jazzmusikere som Gerry Mulligan, der forstår at udnytte barytonsaxens fulde register, er det dog ikke indlysende, at den ikke kunne gøre god fyldest, som en fuldgyldig erstatning for fagotten (måske med lidt ekstra hjælp fra tenorsaxen i det højeste register).
De færreste der begynder at spille fagot starter uden først at have spillet et andet træblæserinstrument. Typisk har de prøvet at spille fløjte, klarinet eller saxofon og hvis de prøver at skifte til fagot bliver de mødt af flere udfordringer. Fagotten bruger ligesom oboen et rør, eller dobbeltblad, til at frembringe tonen, og det kræver en helt andet embouchure end et enkeltblad, som på saxofonen og klarinetten. En kasse rimeligt gode enkeltblade til klarinet eller saxofon koster ikke alverden, men fagotrør er dyre, og kræver ofte, at man kan modificere dem selv, hvis man da ikke ligefrem kaster sig ud i selv at fremstille dem fra bunden, hvad professionelle musikere oftest gør. Man siger om fagottister, at “de bruger halvdelen af deres tid på at lave rør, den anden halvdel på at brokke sig over dem”!
Man kan dog også købe rør, der ikke er så ringe endda. Jeg har selv brugt et KGE Standard rør, men, skal jeg understrege, har jo også kun strejfet overfladen af rør-problemet. The Bassoon Resource Page har en udmærket artikel om hvordan man modificerer et rør, så det kommer til at lyde bedre.
De øvrige træblæserinstrumenter er noteret i diskantnøglen (g-nøglen). Fløjte og obo klinger ligesom de er noteret, mens klarinet og de forskellige saxofoner er transponerende instrumenter, der klinger anderledes end de er noteret. Fx. klinger en tone der er noteret som C4 som Bb3, hvis den spilles af en sopransaxofon, som Eb3 spillet af en altsaxofon, Bb2 spillet af tenorsaxofonen og Eb2, hvis den spilles på en barytonsaxofon. Fordelen ved at anvende transponerende notation er, at man umiddelbart kan skifte mellem fx de forskellige saxofoner, grebene er de samme. Men de forskellige saxofoner har alligevel deres forskellige idiosynkrasier, som du kan læse mere om på saxofonsiden, og som alligevel ikke gør det helt trivielt at skifte mellem dem.
Fagotten er noteret som den klinger. Mest i basnøglen, men i de højere registre også både tenornøglen og diskantnøglen. Så hvis man skifter fra fx saxofon til fagot, skal man til at lære de forskellige nøgler at kende, og man skal lære grebene på fagotten som umiddelbart er meget forskellige fra saxofonen. Alle disse problemer har sikkert skræmt mange fra at prøve at spille fagot.
Hvis du selv føler dig lidt usikker på alt det der med notation, nøgler, transponering osv. så kan du læse det i afsnittet om Nodesystemet.
Der er, såvidt jeg ved, ikke nogen der har prøvet det før, men man kan, i princippet, behandle fagotten som et transponerende instrument i F, der klinger en duodecim (oktav + kvint) under dens noterede stemme i diskantnøglen. Hvis man gør det vil en del af grebene på fagotten være meget lig saxofonens. Det er velkendt (se afsnittet om baritonsaxen) at man på en baritonsax direkte kan spille noder noteret i basnøglen ved blot at lade som om noderne er noteret i diskantnøglen og så tilføje tre #’er. Tilsvarende kan en fagotstemme noteret i basnøglen læses som værende i diskantnøglen blot man (visuelt) sætter den en heltone ned og tilføjer et #. Se et simpelt eksempel nedenfor.
Hvis man følger denne fremgangsmåde vil fagotgrebene for mange toner som nævnt være meget lig de tilsvarende for saxofonen. Man skal dog være opmærksom på, at det simple greb for tonen F på saxofonen giver F# på fagotten (helt som på oboen). Ligeledes vil man finde, at fagotgrebene for #- og b-toner ofte vil være noget forskellige fra saxofonens. Man skal altså afveje fordelen ved hurtigt at komme i gang med at spille lette melodier ved at bruge F-notation mod fordelen ved at bruge den traditionelle fremgangsmetode, hvor man umiddelbart kan spille en melodi uden at skulle transponere. Skal man kun sjældent spille fagot, og man fx. har saxofon som sit hovedinstrument, kan den første metode være fornuftig, men har man tænkt sig at satse på fagotten er den traditionelle metode nok den rigtige. Det er den traditionelle metode jeg gennemgår nedenfor.
Her ser du et diagram af fagottens klapper, forsynet med de betegnelser vi vil bruge i grebtabellen. Bemærk, at der er forskel på store og små bogstaver, fx refererer C# og c# til to forskellige klapper. De klapper, der findes på fagotten, men ikke har nogen betegnelse på diagrammet vil ikke blive brugt i det følgende.
Klappen W (W står for “whisper”, dvs. “hviske”) er lidt speciel, under den er der ofte en knap, der kan låse W-knappen nede. W-knappen svarer mest til registerknappen på klarinet og saxofon og skal være nede for alle toner fra F2 til G#3. Bemærk, at registerknappen på klarinet og saxofon aktiveres for det øvre register, mens W-knappen aktiveres for det nedre register. Den fysiske funktion er dog den samme.
Grebtallen, som jeg vil bruge her, er en modificeret udgave af den, der findes på The Woodwind Fingering Guide. For at forstå den, lad os se på et par konkrete eksempler:
Tonen F2: W 1 2 3 | 4 5 6 FDet skal forstås på denne måde: Alt til venstre for skillestregen refererer til venstre hånd, det til højre til højre hånd. 1 2 3 er venstre hånds pege-, lang- og ring-finger, 4, 5 og 6 højre hånds ditto. Alt til venstre for tallene 1-3 og 4-6 er tommelfingrenes klapper, det til højre for tallene viser hvor venstre og højre lillefinger skal placeres. For tonen F2 altså venstre tommel på W-klap, venstre pege-, lang- og ring-finger på huller/klapper 1, 2 og 3, højre pege- lang og ring-finger på huller/klapper 4, 5, 6 og højre hånds lillefinger på klap F.
Tonen C#3: W 1 2 3 | D c# - - -Her skal, som før, venstre tommel på W, venstre ring-, lang- og pege-finger på 1, 2 og 3, mens højre tommel skal betjene både D og c# klappen (det er efter min mening et af de vanskeligste greb på fagotten).
Hvis du vil springe lige til den færdige grebtabel, eller have den med dig, så er den her som en pdf lige til at printe ud. Nedenfor gennemgår vi grebene for de forskellige registre, så man ser sammenhængen og forskellene mellem dem.
Ligesom i videoen starter vi med oktaven fra F3 ned til F2. Bemærk at jeg her, som overalt, bruger B for den tone som mange måske stadig kalder H. Grebene er vist herunder:
F3: W - - - | - - -
E3: W 1 - - | - - -
D3: W 1 2 - | - - -
C3: W 1 2 3 | - - -
B2: W 1 2 3 | 4 - -
A2: W 1 2 3 | 4 5 -
G2: W 1 2 3 | 4 5 6
F2: W 1 2 3 | 4 5 6 F
Altså lige ud ad landevejen og næsten helt mage ved grebene for det nedre register på klarinetten. Bemærk dog at den enkle fingersætning giver tonen B og ikke Bb som på klarinetten. Den enkle skala fra F2 til F3 på fagotten er lydisk ikke dur. Hvis du googler “lydian melodies” vil du, tror jeg, opdage en hel masse du måske ikke vidste noget om før. Bl. a. har jazz-pianisten George Russell udviklet en hel musikteori på basis af den lydiske skala!
Med kun de 8 toner kan vi allerede spille nogle få melodier. Her er et eksempel.
For at komme videre skal vi, som på instruktionsvideoen, fylde ud med “de sorte tangenter”. Grebene er vist nedenfor. Som bekendt har enhver “sort tangent” to navne, afhængig af om den er afledt af tonen over og derfor tilføjes et (e)s (som as, bes, des, es, fes, ges). Eller afledt af tonen nedenfor og derfor tilføjes et is (ais, bis, cis, dis, eis, fis, gis). Tonen A# (Ais) er fx det samme som tonen Bb (Bes). Når jeg bruger A2# i grebstabellen er det for at antyde, at grebet bygger på grebet for tonen A2 med tilføjet A# klap i højre tommel. Tilsvarende er grebet for G2# det samme som grebet for G2, blot tilføjet G# i højre lillefinger. D3# er lidt speciel, fordi det bygger på 1 - 3, som hverken er E: 1 - -, eller D: 1 2 - .
D#3: W 1 - 3 D#| - - -
C#3: D c# W 1 2 3 | - - -
A#2: W 1 2 3 |A# 4 5 -
G#2: W 1 2 3 | 4 5 6 G#
Gb2: W 1 2 3 |Gb 4 5 6
Med det større antal toner til rådighed er der flere melodimuligheder, faktisk alle, der holder sig inden for en enkelt oktav. Her er nogle eksempler.
I “Mads Doss” bruges tonerne Bb2(A#2) og Eb3(D#3).
I “Jeg kan se på dine øjne” bruges tonerne Ab2(G#2), Bb2(A#2), Db3(C#3) og Eb3(D#3).
Nu skal vi se på de nederste toner, fra E2 ned til fagottens grundtone Bb1. Grebene er vist nedenfor. Bemærk, at 1, 2, 3, E, 4, 5, 6 og F er på hele tiden. E sørger automatisk for, at W er aktiveret, så den skal man ikke bekymre sig om. Som man ser er grebene helt logiske, man lukker simpelthen stadig dybere huller, med stadig længere klapper. Dybe toner er bare ikke altid helt nemme at sætte an på, uden at de går over i oktaven, ligesom det er tilfældet for de fleste andre træblæsere.
F2: W 1 2 3 | 4 5 6 F
E2: 1 2 3 | E 4 5 6 F
D#2: D 1 2 3 D# | E 4 5 6 F
D2: D 1 2 3 | E 4 5 6 F
C#2: C 1 2 3 C# | E 4 5 6 F
C2: C 1 2 3 | E 4 5 6 F
B1: B 1 2 3 | E 4 5 6 F
Bb1: Bb B 1 2 3 | E 4 5 6 F
Nu er det muligt fx. at spille en så dejlig melodi som Jeronimus’s sang fra Carl Nielsens opera Maskarade. Og en “bundskraber” som Gubben Noach!
Vi har nu dækket alle grebene i grundregistret, det register, hvor svingningslængden, groft set afstanden mellem mundstykket og det første åbne hul, er lig en halv-bølgelængde for den pågældende tone. I alt er det blevet til 20 toner, eller en duodecim (oktav + kvint). Ligesom på klarinetten, men en kvint mere end på fløjte, obo og saxofon. For at nå højere op i tonerækken må vi skifte register, og det sker ved at der skabes en “utæthed”, der bryder svingningsmønstret op, så svingningslængden svarer til en hel bølgelængde. Ideelt set skal “utætheden” være ved en halv bølgelængde, men i praksis behøver den ikke være lokaliseret så nøjagtigt. Du kan læse meget mere om hele den problemstilling i afsnittet Rør og Toner.
Grebet for F3 er, bortset fra W, helt åben, svarende til saxofonens C#. Over F3 skal der igen en række fingre på, og dette registerskift er, som på alle træblæsere, vanskeligt. Grebene for tonerne fra Gb3 til D4 er vist nedenfor. Bemærk at * betyder ca. halvåbent 1-hul for tonen Gb3, G3 og G#3. For de højere toner kan man komme ud for, at de noteres i tenornøglen i stedet for basnøglen, derfor er sammenhængen mellem de to nøgler også vist nedenfor.
D4: 1 2 - | - - -
C4#: D c# 1 2 3 | - - -
C4: b 1 2 3 | - - -
B3: b 1 2 3 | 4 - -
A#3: b 1 2 3 | A# 4 5 -
A3: a 1 2 3 | 4 5 -
G#3: W * 2 3 | 4 5 6 G#
G3: W * 2 3 D#| 4 5 6
Gb3: W * 2 3 | Gb 4 5 6
Hvis man sammenligner grebene for disse toner, med grebene for tonerne en oktav lavere vil man bemærke store ligheder. Højre hånd er helt identisk i de to oktaver og forskellen i venstrehånden er kun det der er nødvendigt for at skabe den omtalte “utæthed”. Faktisk kan man ofte spille tonerne i den øvre oktav præcis som i den nedre, men de bliver måske ikke helt rene.
Bellman har skrevet en masse dejlige melodier. En af mine favoritter er “Vila vid denna källa”, som går både lidt dybt og lidt højt, og kan spilles med de toner vi har været igennem.
Kommer han højere end D4 er forholdene ikke så simple som omtalt ovenfor. James Kopp har givet en meget grundig gennemgang af disse greb, baseret på fysik og nok mest af interesse for professionelle. Nedenfor viser vi blot resultatet for tonerne op til og med C5.
C5: b 1 - - D# | 4 5 - F
B4: b 1 2 - D# | 4 5 - F
A#4: a c# 1 2 3 D# | 4 5 - F
A4: a c# 1 2 3 D# | 4 - 6
G#4: W * 2 3 D# | A# - 5 6
G4: W * 2 3 D# | 4 5 - F
Gb4: - 2 3 D# | 4 5 - F
F4: 1 - 3 D# | 4 5 -
E4: 1 - 3 D# | 4 5 6
D#4: 1 2 - | 4 5 6
Nedenfor kan du finde nogle melodier du kan øve dig på. Endnu flere kan du efterhånden finde på SpilUd!, der kommer snart og til stadighed udvides.
Blandt musikken skrevet for fagot står Mozarts fagot-koncert som noget særligt. Alle seriøse fagotister skal på et eller andet tidspunkt prøve kræfter med den, og den anvendes over hele verden som teststykke ved konkurrencer om fagotstillinger i symfoniorkestre. Noderne finder du her, og på YouTube kan du finde en række indspilninger. Denne har i skrivende stund været set mere end 220000 gange!
Jeg startede ud med at fortælle om baggrunden for at jeg gik i gang med fagotten. Lykkedes projektet så? Ja og nej. Efter et år, hvor jeg hver uge har brugt en del tid med fagotten, kan jeg spille enkle melodier i det almindelige toneområde. Men skal jeg virkelig blive så kompetent på fagot, at jeg kan sætte mig ind i et amatørsymfoniorkester eller et concert band og spille rimeligt fra bladet, vil jeg være nødt til at koncentrere mig helt om fagotten på bekostning af de andre instrumenter jeg spiller og det er jeg ikke villig til. Jeg vil gerne stadig spille klarinet, saxofon og ikke mindst valdhorn, som jeg begyndte på for ca. 3 år siden, og som jeg bliver mere og mere glad for. Så for mit vedkommende er det slut med fagotten. Det har været et spændende eksperiment, som bl.a. har ført til dette forsøg på at give en indføring i fagotspillets fundament. Hvis det kan være til nytte for nogen, der også vil i gang med fagotten, vil det da glæde mig.
Slut og alligevel! Når jeg genhører Mozart-koncerten ovenfor kommer jeg i tvivl. Skulle jeg alligevel bruge resten af mine musikalske år på fagotten?