Blæs på teorien, og stryg den

Blæs på Teorien er et forsøg på at give en kort, men rimelig dyb, indføring i det jeg kalder “praktisk musikteori”. I første omgang med særlig henblik på blæseinstrumenter, senere kommer forhåbentlig strygere, slaginstrumenter og den menneskelige stemme til.

Jeg kaster mig ud i det her, indrømmet, ambitiøse projekt med stor ydmyghed. Jeg er kun en habil amatørmusiker, men spiller en række forskellige blæseinstrumenter, både træ og messing, og så er jeg professionel fysiker. Som forsker ved jeg en hel masse om hvordan molekyler svinger, men jeg har også været vejleder på en række bachelor-projekter om blæseinstrumenters fysik, og prøver også at følge med i den videnskabelige litteratur om emnet.

Blæs på Teorien er dog skrevet ud fra en musikers synsvinkel, ikke en fysikers, og indeholder faktisk mest det, som enhver musiklærer burde have styr på, og som burde være en del af konservatorie-uddannelsen. Det er det, desværre, ikke i dag og derfor er rigtig mange musiklærere, og dirigenter, på bar bund, når de får spørgsmål om ting, der går ud over deres eget instrument. Sådan bør det ikke være, og det er, som jeg håber at kunne vise, slet ikke svært at blive klædt meget bedre på.

Men er du interesseret i fysikken bag musikken, så behøver du nu heller ikke at gå forgæves. For parallelt med musikerens spor, er der et andet spor, hvor man som fysikinteresseret kan dykke længere ned. Det spor kunne fx være interessant for gymnasielever med musik, for bachelorstuderende i fysik, konservatorieelever med en god matematisk baggrund, og for andre med en baggrund, hvor en differentialligning ikke er grund nok til at løbe skrigende væk.

Som alt andet på d3Liv er Blæs på Teorien kun lige begyndt. Her kan du se en meget foreløbig fortegnelse over indholdet, som det tegner nu. Du kan også se det første færdige kapitel, det om hvordan man spiller fagot.

Blæs på Teorien