Ejnar Kornelius Simonsen blev født 21.8.1914 i Ørum som søn af Christian Simonsen og Johanne Heino.
Hvad Ejnar - og i øvrigt de fleste andre farbrødre har lavet i deres helt unge år ved jeg desværre ikke noget om, kun at de startede med at komme ud at tjene da de var 12-14 år gamle. Men karakteristisk er, at de alle er havnet på Sjælland/København.
Vi ved ikke om Ejnar boede hjemme, da han blev konfirmeret i september 1928, men da konfirmationen foregik i Ørum, er det da sandsynligt.
Onkel Ejnar blev gift med Inger, som var udlært dameskrædderinde. De boede på Næsbyholmsvej i Brønshøj, og jeg husker fra besøg hos dem, at der i det ene værelse, soveværelset?, var stof, mønstre etc overalt. Noget der optog familien meget var, at tante Inger var ‘glødende kommunist’ som de sagde. Hun rejste rundt i landet og holdt foredrag, tit i følgeskab med Mogens Fogh, så hun har sikkert ikke blot været et menigt medlem af partiet.
Tante Inger skiftede i øvrigt fag da hun var, mener jeg, over de 50, da uddannede hun sig til pædagog. Desværre var hun de sidste år hun levede næsten blind.
I en del år arbejdede onkel Ejnar vist nok også på Løvens Kemiske Fabrik, ligesom onkel Richard gjorde, men det var først efter fabrikken var flyttet til Ballerup.
Ejnar og Inger havde 2 børn, Allan og Erik. Allan var ca. 4 år ældre end mig mens Erik og jeg var nogenlunde jævnaldrende. Erik var noget af en vildbasse mens Allan var den mere stilfærdige og rolige. Jeg husker når der var familiesammenkomst hos mor og far i Gummerød, så kunne Erik altid finde på gale streger. En gang havde han fundet noget gammel maling som han ved hjælp af en pensel havde smurt på arme og ben, og tante Inger var bestemt ikke stolt over at skulle have ham med hjem i toget! For vaskes af kunne det ikke..
Allan og Erik blev udlært som henholdsvis tømrer og murer og uddannede sig senere begge to til bygningskonstruktører. Desværre blev ingen af dem særligt gamle. Erik døde allerede da han var midt i 40’erne af et hjerteanfald, -han har sikkert også haft nogle af familiens dårlige gener. Allan blev lidt ældre, men døde nogle år før forældrene. Han havde dårlige nyrer, noget som plagede en del af brødrene, -jeg mener også at kunne huske at onkel Ejnar havde det, men ikke så alvorligt som onkel Svend og onkel Herman. Det drejede sig hos dem alle om en såkaldt cystenyre, som er en arvelig lidelse. Den kræver i en stor del af tilfældene transplantation, hvilket da også Herman fik.
Onkel Ejnar var en meget flittig mand og ville vist gerne drive det til noget. På et tidspunkt købte han en grund som lå ned til en mose (jeg tror det der er Nymosen i Vangede) og her dyrkede han så i starten forskellige grøntsager, som han solgte på Grønttorvet. Når jordbærsæsonen var i sin spæde start stod han op meget tidligt om morgenen/natten, tog ud og plukkede jordbær og hvis de lige manglede de sidste solstråler i at være rigtig modne satte han dem under højfjeldssolen og derefter af sted til torvet, hvor han i starten af sæsonen kunne redde sig en god pris for dem.
På et tidspunkt holdt han også bævere, som levede i bure langs bredden af mosen. Og hvad brugte han så de bævere til? De blev brugt til at lave spegepølser af, og skindet fra dem har han sikkert også kunnet sælge.
I familiens kreds fik han i årenes løb flere ‘kælenavne/øgenavne’. En overgang kaldte de ham ‘kirkeministeren’ og på et senere tidspunkt hed han ‘godsejeren’.
Der var også et lille sommerhus på grunden, mon ikke det har været hans mening at der en gang skulle bygges et helårshus på grunden. Men på et tidspunkt blev det besluttet at der skulle bygges en kirke, netop sådan at hans grund også blev berørt, -og efter sigende var det vist en hel god handel der kom ud af det. Så derfra stammer altså øgenavnet ‘kirkeministeren’! Og da han på et senere tidspunkt købte en landejendom i Hove ved Herringløse fik han så tilnavnet ‘Godsejeren’.
I det hele taget var alle de brødre frygtelig drillesyge hvilket gav anledning til at børnene brød grædende sammen, hvis deres far (eller onkel) havde været for slemme ved dem. Også min far kunne være rigtig slem, især over for Ole.
De første år Inger og Ejnar boede i Hove drev de det som landbrug, men senere forpagtede de jorden ud. Hvert år op mod jul kom onkel Ejnar ind til faster med en flæskesteg, -det var fast tradition og et besøg hun så frem til hvert år og som hun savnede meget da onkel Ejnar ikke mere var rask nok til at komme på besøg.
Inger og Ejnar boede i Hove lige til deres død, som for begges vedkommende var en gang i 90’erne. Men de nåede at få nogle gode år på ‘lystgården’ i Hove, -beliggende ved det ensomme træ, som faster Dagmar altid sagde når hun skulle forklare nogen, hvordan de fandt deres hus.
Fortalt af Bente
