Dagmar Marie Simonsen blev født d.8.4.1909 i et husmandssted på Ørum Vestermark. Faderen var husejer Christian Simonsen og moderen den da 25 årige Johanne Heino. Dagmar var nr. 3 ud af ialt 9 børn, som Johanne fødte mellem 1905 og 1919 inden hun, endnu en gang gravid, døde i 1921 kun 37 år gammel.
Efter Johannes død blev Christian Simonsen gift med Anna Petrea Nielsen. Hun bragte et barn og Christian 9 børn med ind i ægteskabet, og sammen fik de yderligere 5 børn.
Dagmar var eneste pige ud af Christian og Johannes 9 børn og naturligt nok blev hun derfor af brødrene altid kaldt “Søster”. Og det var hun vist heller ikke ked af for navnet Dagmar var hun ikke særligt begejstret for! Kun når der var nogen der titulerede hende “Dronning Dagmar” kunne hun vedkende sig navnet!
Som eneste pige og del af en familie hvor der ikke var råd til tjenestefolk måtte hun allerede i en tidlig alder tage del i arbejdet på gården, såvel ude som inde. Og da moderen døde i en alder af kun 34 år, Dagmar var da bare 12, blev der lagt et endnu større åg på hendes skuldre. Ganske vist fandt faderen sig forbløffende hurtigt en ny kone. Hun kom med en søn og senere kom der yderligere 5 halvsøskende til. Men Anna, den nye kone, var ingen gevinst for familien, i alt fald ikke for Christian og Johannes børn. Det er ikke rosende eller pæne ord man har hørt om hende fra nogen af de 9 søskende. De sagde om hende, at hendes egne børn behandlede hun godt, men Christians børn….. For eksempel fik hendes egne børn smør på brødet, mens de andre måtte nøjes med margarine. Grundlæggende skulle de ikke behandles som hendes egne. Så der har nok været en grund til at de ikke sjældent omtalte hende som “Heksen”.
For knap 100 år siden var det helt almindeligt at børn kom ud at tjene når de var 12 år. Dagmar var nok 14 år, da hun blev sendt hjemmefra. Hvor mange pladser hun har haft ved vi ikke, men nogen forgyldt tilværelse har det ikke været. Hun har fortalt om mange af de småepisoder hun kunne huske: Hun sov i en seng med halm, hvor musene boltrede sig om natten. Eller når hun om morgenen skulle skumme fløden af mælken lå der tit en druknet mus i mælkefadet! På en af gårdene, hvor hun tjente, var hun fæstet til bl.a. at skulle sørge for brænde til kakkelovnene i stuerne, mens gårdens to døtre skulle sørge for brænde til køkken og øvrige ovne. Men det gad de ikke og beordrede Dagmar til at gøre det. Men det ville hun ikke finde sig i og rømmede derfor pladsen. Da hun kom hjem til sin far sagde han til hende: “Bette Søster hvad har du dog gjort.”
Dagmar som brud mellem brødre
En af de første pladser hun havde var hos noget familie (måske en faster?) og der blev hun godt behandlet, men ellers var der også nogle tyranniske madmødre imellem. Fra folketællingen i 1925 kan vi se, at hun da var tjenestepige hos Jørgen og Maria Nielsen i Ørum (nærmere stedbetegnelse er svær at læse), men om de behandlede hende ordentligt ved vi ikke.
Præcis hvad hun har foretaget sig indtil hun blev gift med Richard Nielsen har vi desværre ikke noget klart billede af. Måske har hun været rundt om København, hvor flere af hendes brødre allerede var taget hen, måske møder hun Richard i Aalborg. Vi ved det ikke. Men vi ved at de blev gift 29.12.1931 i Ørum. Kirkebogen siger, at da var Dagmar fabriksarbejderske i København og Richard repræsentant også i København. Lysning er, udover i Ørum, foretaget i Filips Kirke på Kastrupvej i København, så de har jo nok boet i det område.
I 1934 får de deres første barn Annelise.
Hun blev født for tidligt og vejede ved fødslen kun ca. 4 pund (2 kg). Da Lise, som hun næsten altid blev kaldt var ca. 1/2 år gammel blev Dagmar syg. Det viste sig, at hun havde fået tuberkulose, og hun mente selv, at det var de to piger, der ikke ville bære brænde ind, der havde smittet hende. De havde nemlig, viste det sig senere, også tuberkulose. Dagmar kom så på sanatoriet i Skørping i Nordjylland.
Dagmar på sanatoriet, klik for nærbillede
Hvor længe hun var der ved vi ikke, men det var vist noget af et under, at hun kom hjem igen. Overlægen havde nemlig skrevet et brev til Richard, hvori der stod, at han ikke skulle forvente at få sin kone hjem igen! Et brev som Dagmar naturligvis (og heldigvis) først så mange år efter.
Far Richard, Lise og Hanne besøger Mor på sanatoriet
Halvandet år efter Annelise bliver Hanne født. Om Dagmar har været på sanatoriet i den mellemliggende periode eller hun først er blevet syg efter Hanne er født er der ikke helt klarhed over. Og hvem har så passet pigerne mens Dagmar var væk. Så vidt vi ved har Annelise været hos Sigrid og Peter, som jo også boede i Glostrup, og Hanne hos en fru Olsen, som selv havde en søn på nogenlunde samme alder. Om de kun er blevet passet der om dagen, eller de midlertidigt har boet der i den periode ved vi heller ikke.
Det at der var så lille aldersforskel mellem Annelise og Hanne betød, at de det meste af barndommen blev betragtet som tvillinger. Dagmar syede selv deres tøj, så det var derfor nemmere at klæde dem helt ens. I underskolen gik de i forskellige klasser, og da Lise afsluttede 5. klasse og skulle i mellemskolen var Hanne kun færdig med 4. klasse. Men hun sprang så bare 5. klasse over, så de to søstre i mellemskolen kunne gå i samme klasse på Højvangsskolen i Glostrup.
De første år af deres ægteskab boede Dagmar og Richard vist nok i Elmegade i København og kom så siden til Glostrup, hvor de først boede på Gasværksvej (hvor også Dagmars storebror Peter og hans kone Sigrid boede). På et tidspunkt flyttede familien til Østervej 14 I th., en 2-værelses lejlighed med toilet, men ikke bad. I soveværelset var der en dobbeltseng og køjeseng til pigerne. Deres konfirmation blev holdt på Østervej; Dagmar havde selv lavet isen, som blev frosset nede i vaskekælderen ved hjælp af “1 1/2 kg småthugget is, 1/2 kg. spansk salt og 1 teskefuld salpeter”, som der står i “Mad” af Ingeborg Suhr, 1931.!
Lise og Hanne konfirmeres
Ca. 1950 flyttede familien så til Nordre Ringvej 32 II th., en 2 1/2 værelses lejlighed. De når kun at bo der ca. 1 år før Richard bliver dræbt i en trafikulykke. Han og Dagmar havde været ude hos Dagmars bror Thorvald og hans kone Ragnhild i Tåsingegade på Østerbro for at spille kort. På vejen hjem går deres motorcykel i stå og Richard trækker den op på græsrabatten for at kigge nærmere på den. Dagmar bliver siddende i sidevognen og er således vidne til at hendes mand bliver dræbt af en af DSB’s røde busser med en chauffør der er faldet i søvn ved rattet….Det sker d. 10. marts 1952.
Richard var da ansat ved Løvens Kemiske Fabrikker, der på det tidspunkt havde produktion af hormonpræparater i Glostrup. Så der var altså en god grund til at de og iøvrigt også Dagmars bror Peter som ligeledes arbejdede på “Løven” flyttede til Glostrup. Fra 1949 til 1959 flyttedes efterhånden al produktion til den nye fabrik i Ballerup, og det er sikkert det der har været årsagen til at han anskaffede sig den motorcykel, som jo desværre skulle blive hans død.
Så følger nogle svære år for hende. For som det jo var almindeligt på den tid, så havde hun ingen uddannelse og derfor måtte hun i mange år tjene til dagen og vejen ved at arbejde på forskellige systuer, et undertiden meget hårdt job, hvor de arbejdede på akkord.
Richards stilling var forvalter, og selv om man må formode at det var en funktionærstilling, så medførte det ikke nogen form for pension. Ejeren, den stenrige fabrikant Knud Abildgaard (som havde giftet sig til fabrikken), mente sikkert selv, at han var meget large, idet Dagmar fik tre måneders løn efter Richards død (noget hun sandsynligvis havde krav på efter Funktionærloven af 1938 med senere ændringer). Richards søster “Lise” havde i øvrigt i adskillige år tjent familien Abildgaard trofast som kokkepige, en stilling hun beholdt til hun fik Folkepension.
I de allerførste år Dagmar og Richard boede i Glostrup havde de (ligesom Sigrid og Peter en grund i Vesterled. Senere blev den solgt, og i stedet købte de en grund i Kastrup på Stenhøj Alle 22, et område, der nu er en del af lufthavnsområdet (eksproprieret 1961). Her byggede de et lille, dejligt sommerhus, hvor de boede en stor del af sommeren. Dagmar havde stadig stedet i nogle år efter Richards død, men til slut blev det for meget for hende at klare det. Der var langt fra Glostrup til Kastrup, når man skulle med offentlige transportmidler. Så hun solgte engang midt i 50’erne. Hun havde nok også brug for pengene, selvom det måske havde været bedre at beholde grunden indtil den blev eksproprieret i 1961. Men, det er nemt at være bagklog.
Dagmar var en flot dame
Det var, som nævnt, nogle drøje år for hende efter Richards død. Men, heldigvis var Hanne på et tidspunkt blevet forlovet med Henning Berthelsen. Han så hurtigt, at det hårde syerskeliv ville slide Dagmar op, og pressede hårdt på for at hun skulle tage et kursus i maskinskrivning, og på den måde få mulighed for at få et kontorjob. Og en dag lykkedes det hende så at få job som sekretær i “Handelscentralen” på Købmagergade 5B, et firma styret af de to kompagnoner Nielsen og Christiansen, et firma, der udelukkende handlede med bagerforretninger!
Og så begyndte nogle gode år for Dagmar. Efterhånden klarede hun ikke kun kontorarbejdet, men gjorde også rent - noget hun selvfølgelig tjente lidt ekstra ved. Også i nabokontoret, hvor Winkelhorn havde til huse, klarede hun rengøringen og af og til telefonpasningen. Hun blev i Handelscentralen til hun gik på folkepension, og samtidig nedlagde firmaet kontoret i Købmagergade og de resterende aktiviteter flyttede hjem i Christiansens hus, inden firmaet helt lukkede.
Efter Dagmar havde solgt sommerhuset i Kastrup fulgte nogle år, hvor sommerferierne blev tilbragt i lejligheden på Ndr. Ringvej. Men hun var ikke den der sad alene hjemme; hun var god til at skabe kontakter og få venner. En sommer tog hun således på en tur til Østrig, hvor hun mødte Dagmar (Hansen) og fru Ladefoged. Begge havde hun et livslangt venskab med lige indtil de døde, og specielt de to Dagmarer havde mange fornøjelige stunder sammen. Senere, da Lise og Leifs børn Michael og Vibeke begyndte at gå i skole, tilbragte hun i adskillige år nogle uger i sommerferien sammen med dem i Saunte ved Hornbæk, hvor Lise lejede et lille sommerhus til dem. Og hun elskede at være i Hornbæk og kunne tilbringe det meste af dagen ved stranden, hver dag! Dengang drømte hun nok ikke om, at hun senere skulle komme til at tilbringe hver sommer i “eget” sommerhus i Hornbæk lige indtil hun blev 96 år. Lise og Leif købte nemlig et sommerhus på Bøgevej 69 i Hornbæk, som Dagmar fik forvandlet til et lille paradis, med en have som en park. Utallige var de gæster hun havde der, men der var hver dag tid til et par timer ved stranden - og ve den der havde vovet at tage hendes faste gryde i klitterne!
Dagmar havde nu i mange år boet i Glostrup og hun ville gerne tættere på “Byen” og sine døtre, hvor Lise boede på Fuglegårdsvej i Gentofte og Hanne i Gadevang. Efter nogle års søgen fandt hun en byttelejlighed på Rymarksvej 51 3., lige ved Mindelunden. Det var en lille lejlighed: et lille spisekøkken og en stue, men ikke noget soveværelse, så hun sov på en sofa i stuen. Lejligheden havde i hele sin bredde en dejlig udestue af glas og den blev selvfølgelig fyldt med blomster. Og der var en dejlig udsigt over Studiebyen. Et problem var, med alt det glas og en orientering mod sydvest, at der kunne blive meget varmt om sommeren fordi der ikke kunne skabes gennemtræk. Men, som nævnt, var Dagmar om sommeren i Hornbæk, så det generede ikke hende.
Dagmar blev boende i lejligheden på Rymarksvej indtil hun d. 21. februar 2006 blev nødt til at flytte i beskyttet bolig på Plejecenter Sølund. Her fik hun en lille lejlighed på 6. etage med en pragtfuld udsigt over Søerne og byens tage. Da Rigshospitalet fik helikopterlandingsplads på taget kunne hun også følge med i aktiviteterne der.
Den 7. april 2008 fejrede Dagmar sin 99 års fødselsdag. Det foregik i den lille fællesstue på 6. sal på Sølund lige overfor hendes lille lejlighed. Selvom hun var svag nød hun dagen sammen med gæsterne og hun var stadig en statelig dame.
Dagmars sidste år på Sølund blev ikke så gode, som man kunne have ønsket for hende. Det viste sig hurtigt at hun ikke kunne klare sig selv i den nye lejlighed. På grund af sammenfald af flere ryghvirvler døjede hun med mange smerter og inden længe blev hun lænket til en kørestol, noget hun havde meget svært ved at acceptere. Hele livet havde hun jo været en særdeles aktiv person.
Der var dog små lyspunkter ind imellem. Når jeg besøgte hende kørte vi altid en lille tur enten i beboerhaven eller i forhallen, hvor der altid var lidt liv. Og hvis vi så mødte tidligere kongelig skuespiller Palle Huld i elevatoren eller i forhallen (hvor han ofte nød en af sine daglige bajere) og han sagde til Dagmar: “Der er jo min veninde”, så lyste hun op i et smil. Når Palle Huld kaldte Dagmar for “veninde” var det, fortalte han, fordi hun mindede ham om skuespillerinden Karen Berg (enkefru Møhge), som han ofte havde spillet sammen med på den kongelige scene. Palle Huld døde iøvrigt som 98-årig på Sølund den 26. november 2010.
Dagmar sygnede dog langsomt hen og til slut fik hun også vejrtrækningsproblemer. Jeg er glad for at jeg besøgte hende den dag hun fik det rigtig dårligt. Ambulancen blev tilkaldt. Jeg fulgte med hende i ambulancen til hospitalet og var hos hende da hun efter få timer sov stille ind - d. 30. december 2008 kun 3 måneder før hun ville være fyldt 100 år!
Fortalt af Bente
