Peter Simonsen blev født 25.6.1907 i Ørum som Christian Simonsen og Johanne Heinos andet barn. Han er sikkert kommet ud at tjene tidligt, ligesom de andre brødre, men han bor dog stadig hjemme da han bliver konfirmeret 2.10.1921 i Ørum.
Jeg tror det er ham, der står med tyren her ved slægtsgården, men jeg er ikke helt sikker; det kan være en af de andre brødre. Ved folketællingen i 1925, hvor han er 18 år, bor han dog ikke længere hjemme. Om han allerede da har forladt det nordjyske ved vi ikke, men i hvert fald drager han på et tidspunkt, som alle sine søskende senere, til hovedstadsområdet.
Sidst i 1930’erne arbejdede han på landet i nærheden af Roskilde, hvor han 21.9.1937 blev viet til Sigrid Nielsine Marie Sørensen på Roskilde Rådhus. Sigrid var født 4.1.1940 i Vellev, nær Langå (vigtigt jernbaneknudepunkt i Jylland), hvor hun også blev konfirmeret 6.4.1924. Da hun blev født må hun have været noget af et skravl, for hun blev hjemmedøbt af førstelærer Bagger i hjemmet 2 dage efter fødslen og først fremstillet i kirken 3 måneder senere. Men hun blev alligevel 90 år gammel!
Kurt Heino Simonsen, deres eneste barn, blev født 13.2.1938 på Risøen, der hvor Atomforsøgsstation Risø blev opført fra midten af 1950’erne. Men da var familien for længst flyttet til Glostrup.
I alle de år jeg har kendt dem boede Peter, Sigrid og Kurt på Gasværksvej i Glostrup (vejen eksisterer ikke mere) i en 2-værelses stuelejlighed. Peter arbejdede, som sin svoger Richard, på Løvens Kemiske Fabrikker, som lå i Glostrup indtil man i perioden 1949 til 1959 efterhånden flyttede al produktion til den nye fabrik i Ballerup.
Peter og Sigrid havde en grund med et lille hyggeligt sommerhus/kolonihavehus i Vesterled (vest for Søndre Ringvej, Glostrup), hvor de boede det meste af sommeren. Jeg har tilbragt mange timer der, det var herligt når tante Sigrid plukkede en stor skål jordbær, som Kurt og jeg fik lov at sætte til livs. Maden blev lavet på to primus-apparater. Men også lejligheden kiggede jeg af og til forbi mens jeg boede hos faster Dagmar. Og så fik vi fire os et slag whist. Jeg var ikke nogen dreven kortspiller, så onkel Peter kunne godt, hvis jeg var makker med ham, se lidt stram ud efter spillet, hvis jeg, efter hans mening, ikke havde spillet kortene rigtigt! Han var ikke en mand af mange ord, men kunne dog være meget “lun”, selvom det nok ikke var det første indtryk man fik af ham.
Onkel Peter havde en motorcykel, som fortrinsvis blev brugt til at køre på arbejde i Ballerup på. Selvom Peter og Dagmar boede i samme by, havde de ikke meget med hinanden at gøre. Dagmar var ikke vild med Sigrid, hvorfor har jeg ingen anelse om.
Onkel Peter hjalp sin bror Thorvald en hel del med at bygge sommerhuse på Sjællands Odde. En weekend i 1965 han var deroppe faldt han om, ramt af et hjertetilfælde. Han havde i flere år haft hjerteproblemer, - åbenbart en familiesvaghed, og han blev desværre kun 58 år. Sigrid blev boende i Glostrup i nogle år, men flyttede senere ned til sin søn Kurt og svigerdatter Bente i Glumsø, hvor hun døde 20.6.2000.
Fortalt af Bente