I juli 1940, helt nøjagtigt den 27. Juli, godt tre måneder efter at 2. Verdenskrig var brudt ud, blev jeg født hjemme i mine forældres husmandssted i Gummerød, ca. 10 km syd for Køge. Jordemoderen fru Spanggaard kom på cykel, - havde det været vinter og sne ville hun være kommet på ski!
Min far var handelsmand Anders Simonsen og min mor Nelly Eleonora Holm Petersen, gift Simonsen.
Min far var det der hedder parcellist, da der ikke hørte meget jord med til ejendommen, kun ca. 10 tdr. land, og landbrug var for ham bestemt heller ikke hans hovederhverv, - han handlede med forskellige ting, bl.a. på et tidspunkt tørv. Men som det fremgår af min dåbsattest var han da jeg blev født slagtermester. Han havde ikke butik, men kørte med sin lille lastbil rundt på landet et par gange om ugen og solgte kød og pålæg. Om mange af hans andre erhverv senere!
Min mor var, efter mine forældre blev gift, hjemmegående, men havde i årene op til det været kokkepige på forskellige gårde, bl.a. mener jeg at kunne huske, på Stenkelstrup nær Ejby. Hun og Anders kan sagtens have mødt hinanden til bal på fx Slimminge Kro eller Landsbyen i Køge. Før den tid arbejdede hun bl.a. på hotel Nyborg Strand og du kan se en hel del billeder fra den periode på Nellys side.
Da jeg kun var nogle få uger gammel blev jeg lagt i en kommodeskuffe (det var den tids babylift), for mine forældre var inviteret til middag hos proprietær Tjener, jo det var hans efternavn, og hans kone. De boede på en stor gård vel 2 km fra mit hjem, men min far havde bil, en lille Ford tror jeg nok, med kaleche, så jeg blev transporteret standsmæssigt. En Proprietærgård var en ret så stor gård, med et stort jordareal, helt nøjagtigt 12-23,5 tdr. hartkorn (ikke at forveksle med tr.land).
Hvad der uden tvivl skulle have været en god aften for mine forældre endte dog trist. Min mor blev bevidstløs på et tidspunkt og min far måtte køre hende hjem. Om der blev ringet til læge ved jeg ikke meget om, 112 fandtes jo i alt fald ikke, og om min mor i første omgang kom på hospitalet ved jeg heller ikke. Hvad der virkelig skete med min mor den aften, det kan vi nok aldrig få opklaret. I mange år hørte jeg kun at mor havde fået en blodprop i hjernen, som langsomt havde udviklet sig til en hjernetumor, den hun så 11 år senere blev opereret for.
Og det med blodproppen var jo slet ikke utænkeligt. For netop på det tidspunkt, hvor jeg blev født, var det ikke ualmindeligt at man lå to uger i barselsseng, hvor man helst ikke måtte røre sig, - noget der jo i høj grad er basis for blodpropper. Men at den skulle have udviklet sig til en tumor er måske mere tvivlsomt. Mere sandsynligt er det nok, at tumoren har været uafhængig af det der skete hin aften da mor blev bevidstløs. Og der findes ingen hospitalsjournaler fra den tid, det ligger simpelthen for langt tilbage, så desværre vil vi aldrig kunne få klarhed over lægernes vurdering, ej heller beskrivelse af tumorens art etc.
Men fra jeg blev født og op gennem årene udviklede mor en epilepsilignende sygdom, som gradvist blev værre og værre. Det betød at hun fik epileptiske anfald, de første år ikke dagligt, men senere hen kunne de komme et par gange om dagen. Det betød at hun fik kramper, ikke kunne holde på vandet og nogle gange også faldt om. Min bror (ham skal i nok høre meget mere om) og jeg vidste, at vi især om morgenen skulle passe på hvis mor var i gang med at smøre mad eller skære brød og stod med en kniv i hånden, at vi så skulle vriste kniven fra hende, så hun ikke i krampeanfaldet kom til at skade sig selv, og samtidig skulle vi skynde os at få hende sat på en stol, så hun ikke faldt. Vi var jo vant til de anfald, men hvis vi var et fremmed sted henne sammen med mor, og det skete, ja så var der tit mærkelige blikke og folk, der som regel skyndte sig forbi. Jeg husker en gang vi var i København, havde nok besøgt en af mine farbrødre, hvor mor også fik et anfald på en gade inde i byen, og det var et af de anfald hvor også vandet gik….og hun var jo selv dybt ulykkelig bagefter.
Men inden jeg fortæller mere om min mor, far og lillebror vil jeg berette lidt nærmere om, hvor vi boede, om vores hus etc. Det var ude på landet jeg tilbragte de første godt elleve år af mit liv, - og det var virkelig ude på landet. En lille by der som nævnt hed Gummerød og som bestod af maksimalt ti huse, tror jeg, hvoraf der var i alt fald een større gård. For at komme til vores hus, skulle man ca 200 m ned ad det der vel nærmest må betegnes som en markvej, til tider med en masse huller , som vist nok en gang imellem blev fyldt op . Langs den ene side af denne vej løb der en grøft kantet af store skræpper, som om sommeren tjente som legeplads, - næsten som i H.C. Andersens eventyr….
Den nærmeste mindre by var Lidemark, ca 3 kilometer væk. Det var her vi gik i skole og her var også Brugsen og et bageriudsalg hvor indehaveren Olivia, en ret så kraftig dame, også solgte slik. Og så var der kirken, hvor jeg var døbt og ikke at glemme forsamlingshuset, hvor vi hvert år var til juletræ, et af årets højdepunkter. Et tegn på at det bestemt ikke blev brugt og opvarmet hver dag var, at vandet næsten altid løb ned ad væggene, når der var kommet gang i juletræet og alle børnene styrtede rundt. Det var også i forsamlingshuset, at vi så nogle gamle danske film, når et af de omrejsende filmforevisnings selskaber kom forbi. Og det var også altid en stor oplevelse. Og så var der vist også bal om lørdagen, for af og til hørte man om slåskampe som havde fundet sted. Der var nok nogle af de unge karle, som havde fået for meget at drikke….Al den tid jeg boede der var der også i byen en mølle, som hele tiden var aktiv, og hvor landmændene kom for at få malet deres korn.
Der var ingen skole i Gummerød, så jeg måtte gå eller cykle de ca. 3 km. til Lidemark Skole. Jeg kunne godt lide at gå i skole. Lidemark skole var ret ny. Den tidligere skole, som var stråtækt og med kakkelovn, var sat på pension, så det var efter den tids forhold en ret moderne skole, jeg gik på. Der var kun to klasseværelser, og kun to lærere: en førstelærer, lærer Rasmussen, som boede i en separat bolig lige ved siden af skolen og så en lærerinde, frk. Jørgensen, som boede i en lejlighed på første sal i selve skolebygningen. Der var desuden en fin gymnastiksal og et moderne velindrettet skolekøkken. Der var på skolen kun tre klasser og vi gik to år i første, to år i anden og tre år i tredie klasse! På den tid skulle vi naturligvis selv transportere os til skolen. Det foregik for det meste på cykel, men var der sne og det var glat, ja så måtte vi gå. Der var ingen skolebusser dengang…
Vores hus lå som sagt for enden af en smal vej. Det var ikke stort, bestod af to små stuer, et soveværelse, et køkken, et spisekammer og på loftet et lille værelse. Fra gangen hvor man kom ind, førte en dør til venstre ind i soveværelset og gik man til højre kom man ind i den stue, som blev brugt til daglig, - om vinteren dog kun hvis der var tændt op i kakkelovnen. Ellers opholdt man sig i køkkenet hvor komfuret stod og hvor der altid var tændt op. Ellers var der i stuen et bord med stole omkring, et skrivebord og et klaver, som min far vist nok havde fået som betaling for et eller andet. Så jeg kommer fra et hjem med klaver…..Men der var nu ikke nogen i familien der kunne spille, vi klimtede kun nogle simple melodier med een finger….
Væggene var beklædt med bløde masonitplader, og der må have været et hulrum inde bagved, for af og til kunne vi høre når musene løb frem og tilbage derinde. Inde i denne stue stod også telefonen. Det var en partstelefon, d.v.s. man skulle løfte røret og høre om andre på ledningen snakkede, hvis man ville ringe op. Og selvfølgelig var det ikke ukendt, at folk fik nogle oplysninger ved at aflytte telefonsamtaler, man skulle bare løfte røret forsigtigt af, så det ikke kunne høres, at røret blev løftet… Jeg har nu aldrig været vidende om , at det var noget der blev brugt hjemme hos os. Der kunne sagtens være tre brugere på samme linie. Man havde så et telefonnummer efterfulgt af x, y eller v. Jeg tror vi havde nummeret : Bjæverskov 56 v , hvor Bjæverskov var telefoncentralens navn.
Fra den ‘almindelige’ stue kunne man komme ind til den fine stue, som kun blev varmet op ved særlige lejligheder som f.eks. jul eller hvis der kom besøg. For at få varme derind blev der åbnet for et spjæld i væggen ved siden af kakkelovnen i ‘den almindelige stue’ eller døren mellem de to stuer blev åbnet, men nogle gange var det nødvendigt at supplere med den elektriske ovn. Og så skulle man passe på ikke at anbringe den for tæt på en polstret stol….det skete engang, men heldigvis gik der ikke ild i stolen, men den blev dog brændemærket for evigt…..Da det var den ‘fine’ stue var der herinde polstrede møbler og et fint mahognisofabord. Her stod også husets eneste bogreol, bl.a. var der Gyldendals Bibliotek fra 1928 i 52 bind, nogle min far vist også havde fået som betaling for et eller andet (og som i dag står på vores reol). Ovenpå bogreolen stod der en meget flot og detailleret model af Kongeskibet Dannebrog, anbragt i en glasmontre. Det var en model som naboens svigersøn, Hof (hans rigtige navn var vist nok Rommelhof), havde lavet. På et tidspunkt fik jeg også et fint dukkehus med møbler, altsammen noget han også havde lavet.
Tilbage til huset. Gik man fra gangen, som i øvrigt ikke var på meget mere end to kvadratmeter, og ligefrem, kom man ud i køkkenet, nok det vigtigste rum i huset. Her stod komfuret, hvor der hver morgen blev tændt op. Da vi ikke havde hverken gas eller for den sags skyld elektriske kogeplader (tror egentlig ikke der var nogen der havde det på det tidspunkt) ja så var komfuret det eneste sted hvor man kunne lave mad, koge vand etc. Bag komfuret, men som en del af dette, var der en vandgryde, som forsynede os med varmt vand. Og det var vigtigt, at man huskede at fylde nyt vand i hver gang man havde brugt noget , for ellers kunne man risikere at den kogte tør og revnede.
Af møbler var der kun et lille bord med en klap, så man kunne sidde maksimalt fire personer. Og man sad på taburetter, der var ikke plads til mere behagelige stole. Vi fik på et tidspunkt indlagt vand i køkkenet, ikke med en hane man skulle dreje på, men en pumpe med et træhåndtag, som skulle skubbes frem og tilbage. Det var nu ikke altid det virkede, og så måtte vi ud til brønden og pumpe vand op i en spand, som altid havde sin faste plads på en skammel ved siden af komfuret, så den var tæt på vandgryden. Og når vi var ude ved brønden skulle vi være forsigtige, - for det ene bræt i brønddækslet lå løst…. og faldt man i brønden, som var ret dyb, var det næsten sikkert at man ikke kunne komme op igen!!
Fra køkkenet kunne man komme ud til baggangen, som var en lille træbygning, der var ligesom hæftet på huset, og det var den indgang vi brugte til daglig, svarende til vore dages bryggers. Selvom det var noget mere spartanskt……Det var ikke mere end ca. 2x2 m. Der var nogle knager hvor vores overtøj hang og så var der i den ene side en hylde hvor der stod fodtøj og et ølanker. Hver fjortende dag kom der nemlig en ølbil fra Bryggeriet Stevns, og fra den købte vi noget sødt øl, smagte ligesom mørkt hvidtøl. Men ved særlige lejligheder blev der også købt nogle sodavand i flasker, bl.a. var der vist nok citronvand og røde sodavand, de sidste sikkert med hindbær (eller hindbærsmag)… Der var ikke lås i døren ud fra baggangen, men en gang imellem låste vi køkkendøren derud til, det var vist mest når min far ikke var hjemme om aftenen.
Vi skulle også ud gennem baggangen for at komme på ‘det lille hus’, som lå i en anden bygning ca 20 m væk. I samme bygning var der en stor røgovn, hvor min far røgede spegepølser, som han selv fremstillede og som han så solgte. Om vinteren kunne det give lidt varme til ‘Det lille hus’, for da der ikke var nogen dør derind, kun en åbning, kunne det om vinteren være en kold affære at sidde derude. Det var et gammeldags “Das” med en spand der skulle tømmes med jævne mellemrum….Toiletpapiret var ikke blødt og lækkert men derimod avispapir, som helst skulle ‘nulres’ rigtig godt, for at blive brugeligt. Hvis det gik højt var der ‘rigtigt’ toiletpapir, det såkaldte nr.00, men det var nu ikke meget bedre.
Værst var det når man skulle derud om vinteren, bare at gå de få meter kunne være en kold omgang, og når det var mørkt skulle vi have et stearinlys med. Hvis det blæste måtte man hele tiden med hånden beskytte det for blæsten, så det ikke blæste ud, for så kunne man ikke se noget, når man kom ind. Og så var vi også bange for rotter, for dem havde vi også i vores udhuse. Vi så nu aldrig nogle, - de har nok været lige så bange for os, som vi var for dem…. Men når det var mørkt, skulle mor altid stå i døren og vente på os, så var vi lidt mere trygge.
Tilbage til køkkenet. Herfra var der også dør ud til spisekammeret, som var et ret stort rum, hvor vi opbevarede alle madvarer (der var ikke noget der hed køleskab…..). Det vendte mod nord, så selv om sommeren blev der aldrig særlig varmt. Der stod en stor gammel skænk derude, der bl.a. rummede fade og større skåle. Gryder og pander hang på væggen. Brødmaskinen stod på skænken, og brødet blev en gang om ugen bragt af en brødkusk, som dog kørte i bil. Man kunne købe lyst og mørkt maltet rugbrød, enten et kvart eller et halvt brød. Det halve var mærkeligt nok af en størrelse, så man ville kalde det et helt rugbrød….Vi kunne også få sigtebrød og almindeligt franskbrød, med eller uden birkes. På gulvet stod brune lerkrukker med syltede asier, agurker og med mors råsyltede sveskeblommer. Det var en lækkerbisken, som vi nogle gange fik om søndagen, enten med råcreme på eller ovenpå budding.
Her fra spisekammeret gik trappen op til loftet. Normalt var lemmen lukket og skulle vi på loftet skulle man et stykke op ad trappen, løfte lemmen indtil det store lod som var fastgjort for enden af det tov, der igen var fastgjort til lemmen, og som var oppe på loftet, kunne trække den videre op og lette arbejdet med at få den det sidste stykke, så den kunne holde sig selv åben. Her oppe på loftet var der et ekstra værelse, vistnok kun lavet af nogle masonitplader. Der var ingen isolering, hverken i værelset eller ud mod taget. Om sommeren var der dejlig varmt, så varmt at vi satte mælk op i små skåle, og det endte så op med at blive til tykmælk,,,, Men om vinteren kunne der være rigtig koldt!
Det var mit værelse og jeg sov deroppe fra jeg vel var 5-6 år . Om vinteren blev der lagt mursten i ovnen i komfuret, og et par timer før vi skulle i seng blev de så pakket ind i aviser og lagt op i sengen. Det var en god varmepude men jo lidt hård at lægge fødderne på. Men især om morgenen kunne det være koldt, og det er da hændt at der har været rim på dynen…
Set fra gårdspladsen, når man kom ned til vores hus, lå der to tilbygninger. Den ene blev brugt til garage, men tjente samtidig også som vaskehus. Her stod nemlig en stor gruekedel, hvor der blev tændt op når der skulle vaskes storvask. Det var nemlig ikke noget der foregik en gang om ugen, vist højest kun en gang om måneden. Man skiftede ikke tøj så tit som vi gør nutildags, så der skulle bruges knofedt, når tøjet skulle gnides på et vaskebræt. Man lagde det altid i blød dagen i forvejen i soda, så lettede det arbejdet en smule. Der kom også altid en dame og hjalp min mor med at vaske (hvad hun hed kan jeg ikke huske….). Men det tog i alt fald en hel dag med at vaske storvask!
I den anden bygning lå slagtehuset. Som jeg skal komme ind på senere, så slagtede min far herinde køer, grise, en enkelt gang heste og op mod jul gæs. Der var herinde et hejseværk, så dyrene, når de var blevet dræbt med en kugle for panden, kunne blive hejst op og hænge frit ned, når de skulle parteres og indvoldene tages ud. De patroner, som blev brugt til at dræbe dyrene, der skulle slagtes, lå inde i en af skufferne i vores skrivebord, og også den boltpistol , hvor patronerne skulle anbringes i, lå der!! Det har sikkert ikke været lovligt….Når dyret så var dødt, blev en stor krog, som var fastgjort for enden af tovet i hejseværket, stukket ind gennem fødderne på dyret, og så blev det ved håndkraft trukket op. Det var altid spændende når vi fik lov til at være med og især hvis vi kunne hjælpe med at dreje håndtaget på hejseværket. På anordningen var der ligesom nogle takker, så det ikke kunne løbe tilbage og dyret falde på jorden med et brag….Det skete at min bror og jeg legede derude når det ikke blev brugt. Så tog den ene fat i krogen, mens den anden hejsede op….men ikke for langt, for der var jo cementgulv nedenunder. Vi måtte ikke være derude, - men netop derfor har det jo nok været lidt sjovere. Heldigvis skete der aldrig noget!
Som det sidste hørte der også en ladebygning til huset med en mindre stald i den ene ende, hvor vi på et tidspunkt havde et par køer. Grise kan jeg ikke huske vi har haft. Der stod også et gammelt tærskeværk derude, om det er blevet brugt kan jeg heller ikke huske, men vi havde da laden fyldt med halm, og det må jo stamme fra, at der blev høstet.
Men nu må det vist være tiden hvor jeg kommer tilbage til min familie. Da jeg var tre år fik jeg en lillebror, Ole. Han blev født 17. august på Køge Sygehus. Da min mor jo var blevet syg kort efter min fødsel, mente lægerne at det var mest forsvarligt at hun fødte på sygehus, men også at det var forsvarligt, at hun fik et barn til.
Jeg kan ikke huske meget fra de første år af hans liv, kun at han altid skulle sove hos min mor, og det var noget der varede ved også efter han startede i skolen. Han var meget nært knyttet til min mor. Jeg havde nok, som den ældste, den mere ‘beskyttende rolle’, og følte nok at jeg skulle passe på ham, dels fordi han var ‘den lille’, men også fordi mor var syg, og måske ikke altid havde overskud til at være 100 procent til stede for ham.
Allerede fra Ole var 6-7 år havde han sin daglige gang oppe hos naboen, som det nu er tid at fortælle lidt mere om, for de spillede faktisk en ganske væsentlig rolle i vores barndom. Deres gård (se billedet ovenfor) lå tæt på hvor vi boede, for enden af markvejen ned til os og så ca 500 m til højre. Det var en ret stor gård. Gårdmandsparret hed Marie og Hans Skjoldgaard. De havde to børn, Johanne og Aksel som var henholdsvis 19 og 15 år ældre end mig. De hjalp begge til på gården, ligesom også morbror Hans, Store Hans, som han også blev kaldt , (han var væsentlig højere end sin svoger, gårdejeren) fungerede som karl på gården. Han boede der også og havde sin egen stue, der både tjente som stue og soveværelse for ham. Jeg tror han har boet der det meste af sit liv, i alt fald lige fra Marie blev gift med Hans.
Og så var der også på gården en fodermester, Svend Åge, som boede i en tilbygning til stalden. Jeg husker det værelse, han havde, som koldt og trist, med betongulv og absolut ingen isolering. Om vinteren havde han da vist en elektrisk ovn, han kunne tænde…..Men det var ikke underligt at hans hænder var krogede af gigt, når man samtidig ved at han det meste af tiden havde hænderne i koldt vand når han hver eneste dag året rundt vaskede alle mælkejungerne. Han stod op meget tidligt for at malke, så mælken kunne være klar når mælkebilen tidligt hver morgen kom for at afhente den og køre den til mejeriet.
Og om aftenen skulle der igen malkes, så man forstår godt hvis han kort tid efter aftensmaden sagde godnat og trak sig tilbage. Nej det har nok ikke været noget spændende liv han har levet, og han blev da heller ikke så gammel. Han havde ønsket sig at når han skulle begraves skulle kirken pyntes med syrener. Og det ønske fik han da opfyldt, da han døde netop på den årstid hvor syrenerne blomstrede….
Og netop hos fodermesteren i stalden oppe hos Skoldgaards var Oles yndede tilholdssted. Før han startede i skole og derefter også så snart han kom hjem fra skole, var det næsten dagligt at han lige skulle en tur op til fodermesteren og hjælpe lidt til i stalden. Vi kunne godt opleve at han stod tidligt op, for at komme derop, og så gik det hurtigt med at få gummistøvler på og ud ad døren. Jeg husker at jeg tit var efter ham fordi han f.eks. ikke havde taget strømper på, og det kunne han sagtens finde på også om vinteren…. jeg var jo bekymret for ham, for det var jo alt for koldt at gå med bare ben i gummistøvler….Hvis han ikke havde fået morgenmad så var det tit at Marie sørgede for ham.
Denne forkærlighed for livet og arbejdet på en gård afspejlede sig også senere hen, i alt fald i hans første ungdomsår. Skolen var han ikke så begejstret for. Det var vist nok for ham noget af en sur pligt, som man ikke kunne slippe udenom.
Nu var det ikke sådan, at han slet ikke legede med andre børn, - selvom det jo ikke vrimlede med børn i vores lille landsby. Men bag ved Skjoldgårds hus lå der et meget mindre hus, oprindelig en landarbejderbolig, som der almindeligvis tidligere hørte til de større gårde. Det var lejet ud til Erna og Christian. Hun var hjemmegående og han arbejdede på gummifabrikken i Køge. De havde to sønner, Palle og Ole, og min bror Ole legede en del sammen med den ældste af de to.
Noget længere fra hvor vi boede, lå der et lille gult hus lige i svinget, der hvor vejen lige svingede 90 grader. Og der boede også en dreng, Kurt, som Ole legede sammen med. Han kom en del ned til os, og de to drenge havde det sjovt, bl.a. ude i laden, hvor der i den ene ende var en del halm opbevaret. Og derinde har de på et tidspunkt set en rotte, ja måske to. Kurt havde i alt fald taget en æske tændstikker med hjemmefra, en dag han kom for at lege, og nu skulle de rotter ryges ud, så han strøg en tændstik, som han smed ind i halmen…..og det endte jo selvfølgelig med ildebrand og alarmering af brandvæsenet fra Køge.
Men Skjoldgaard, som var den lokale brandværnsmand, og som rådede over en transportabel brandslukningsmaskine, var hurtigt på pletten. Han kunne selvfølgelig slet ikke alene klare sådan en brand, men har nok været en hjælp til at det ikke blev værre. Min far havde haft et eller andet ærinde, vist nok i Køge, og var i alt fald på vej hjem på cykel. Nu havde han det med, at han nemt faldt i snak med folk, og det var så også sket den dag. Og dem han snakkede med fortalte så at det brændte i Gummerød. Så har jeg ikke så travlt, skulle min far have ytret, så er der vel alligevel alt for mange til at hjælpe til…..Men da han så nærmede sig og kunne se , at det var hjemme hos ham selv det brændte, så kom der noget mere fart på cyklen….Heldigvis var det kun laden, der tog skade, stuehuset og de andre bygninger skete der ikke noget med. Men Ole og Kurt fik sig ganske sikkert en lærestreg!
Jeg husker ikke hel klart, at Ole og jeg legede så meget sammen som børn, men det har vi selvfølgelig gjort, - bl.a. som jeg har fortalt, ude i slagtehuset. Om sommeren legede vi ikke kun udenfor, men også i laden/stalden. I forbindelse med stalden var der et halmloft, og hvis vi smed halm ned deroppe fra, som dækkede betongulvet, så kunne vi hoppe ned fra loftet og ned på gulvet…..og det krævede jo at der var et tilstrækkelig tykt lag halm på gulvet.
Hvad vi lavede om vinteren, ved jeg egentlig ikke. Vi har nok tegnet, måske spillet ludo, - eller siddet krøbet sammen i kakkelovnskrogen, hvis vi havde “vokseværk” i benene, for det kunne gøre afsindig ondt. Hvad vokseværk egentlig er, er man stadig ikke helt klar over. Men også ørepine var noget, der plagede os meget. Jeg har grædt mange tårer, fordi jeg rigtig tit havde forfærdelig ondt i ørerne. Vi har da uden tvivl haft mellemørebetændelse, men dengang kom vi jo ikke til læge, og der var der da slet ikke noget som hed dræn i ørerne, som de fleste af vor tids småbørn bærer rundt på. Når det var helt uudholdeligt tog min mor lidt fløde på en teske og varmede den over et stearinlys, og så fik vi et par dråber varm fløde ind i øret….Det kan da godt være at det har lindret lidt lige i øjeblikket, men den store virkning har det nok ikke haft.
Det var nu ikke kun Ole der havde sin gang oppe hos naboens fodermester. Jeg tilbragte også meget af min barndom deroppe, men det var nu mest inde hos Marie og datteren Johanne. Jeg har vist ikke været mere end tre-fire år da jeg begyndte at gå derop alene. Jeg ved at min mor ringede i forvejen , så de kunne holde lidt øje med om jeg nu dukkede op, - for jeg kunne godt selv gå op til “Mafie” , som jeg kaldte hende, fordi jeg ikke kunne udtale navnet Marie ordentligt. Det var altid spændende at komme derop, og jeg har tilbragt mange gode timer hos dem.
Tit spiste jeg også deroppe, og der var jo altid mindst 6 rundt om bordet i køkkenet: Skjoldgaard, sønnen Aksel, Fodermesteren, Store Hans (fungerede som karl på gården sammen med sønnen), Johanne og Marie. Marie sad nu aldrig ovre ved bordet, men i stedet for ved en plade, som blev trukket ud fra køkkenbordet, og her var også min plads, når jeg spiste deroppe.
Med mellemrum kom kontrolassistenten også på besøg, og han var der som regel to dage ad gangen, og han skulle jo også spise med. Hans job var at kontrollere mælken, dens fedtindhold og også kontrollere de hygiejniske forhold i stalden og med malkningen.
Det skete også at der kom ‘fine fremmede’ til gården. Skjoldgaard havde nemlig lejet jagtretten til sine jorder ud til brødrene Adriansen fra Amager. De ejede nogle store gartnerier og har sikkert ikke manglet penge. En gang om året blev de inviteret til en slags jagtmiddag. Så blev der åbnet op ind til den store spisestue, og også Den gule Stue, som var den fine dagligstue. Når den blev kaldt Den gule Stue var det fordi mahognimøblerne dér var betrukket med noget silkelignende gult stof. Og i den stue sad i en af stolene Johannes porcelænsdukke, klædt i en fin hvid kjole af et tyndt, fint gennemsigtigt stof. Den dukke måtte man ikke røre, kun nyde synet af den.
Tilbage til middagen for jægerne, som også nogle gange havde deres fine fruer med. Jeg var vist næsten altid deroppe når der var disse sammenkomster. Den første gang husker jeg nok ikke helt tydeligt, men Johanne hentede mig derhjemme og jeg havde fået min fine lyseblå frakke med hvid hermelinskrave på, en frakke, som min faster havde syet til mig. Og så skulle jeg vist vises frem, og synge “Jeg ved en lærkerede….” for hele forsamlingen. I alt fald kunne jeg ikke udtale ordet ‘lærkerede’ helt korrekt, så jeg har nok ikke været ret gammel.
Da jeg blev lidt ældre tror jeg mest jeg bare gik rundt og sugede til mig af alle de indtryk, som jeg jo slet ikke var vant til. Men jeg var også en hel del ude i køkkenet, hvor jeg snakkede med Signe, og har måske også hjulpet til med at dække bord etc. for fodermesteren og vist også Maries bror spiste også sådan en dag i køkkenet. Der var forskel på folk…..
Signe var den lokale kogekone, som boede i Lidemark. Hun var en meget eftertragtet dame, når folk skulle have bare en mindre sammenkomst. Så ankom hun tidligt på dagen, gik i gang med f.eks. at koge suppe, lavede selv alle bollerne, ordnede steg, bagte kringle til kaffen, etc. Det var en lille væver dame, havde bestemt ikke den statur, som man måske vil forbinde med en kogekone…..Når hun så var færdig hen på aftenen - sikkert godt træt - fulgte Hof, Johannes kæreste, hende hjem, for de ville ikke have at hun skulle cykle alene hjem gennem skoven, når det var mørkt.
Som allerede nævnt, så var jeg meget oppe hos Skjoldgaards. Nogle gange kunne jeg lige smutte op på vej hjem fra skole inden jeg gik hjem. Og så fik jeg måske en kop kaffe sammen med “Mafie”. Hvis kaffen var for varm hældte man den op i underkoppen, og drak af den. Ligesom hos mine forældre havde de også kun gammeldags ‘Das’, selvom det jo var en stor gård. Det var først da jeg var 12-14 år at de fik lavet badeværelse og toilet med træk og slip. De udnyttede simpelthen en del af deres store bryggers til det. Og det må have været et kæmpe fremskridt, for indtil da havde de jo allesammen på skift skullet vaske sig ude i bryggerset, og det var jo for det meste i koldt vand. Så man forstår så godt at de altid havde en natpotte stående under sengen, for det har bestemt ikke været sjovt hvis man en mørk og kold nat skulle på “das”, - og da særligt om vinteren. Men jeg kan nu ikke huske at vi hejmme hos mor og far havde natpotte i soveværelset!
Skjoldgaards hus var selvfølgelig meget større end vores. Der var tre store stuer. De to har jeg allerede nævnt, den tredie var den daglige stue, hvor man gik ind, når man var færdig med at spise. Efter den varme mad om middagen var det også herinde, at man skulle høre Pressens Radioavis kl 12.30. Og så skulle der være absolut ro! Bagefter gik Skjoldgaard ind i sin seng og fik sig en lur til klokken var to. Aksel lå nogle gange på divanen, læste måske avisen, Østsjælland Folkeblad, eller gik op på sit værelse, som var ovenpå. Marie sad bare i en stol og blundede lidt. Johanne, som fungerede som ung pige, klarede opvasken, inden hun kunne slappe lidt af. Morbror Hans, som han også blev kaldt, gik som regel op til sin egen stue, som lå for enden af huset, og fodermesteren gik også altid ud til sig selv.
Når jeg sov deroppe, hvad der skete nu og da og også senere når jeg kom på en lille ferie, sov jeg i et værelse, som lå mellem spisestuen og morbroderens værelse. Hvis jeg skulle på spejdertur og møde tidligt om morgene fordi vi skulle ud og høre fuglestemmer, så sov jeg deroppe. Vi havde vist ikke noget vækkeur derhjemme, men Marie havde et dårligt sovehjerte og sov kun få timer hver nat, så hun skulle nok sørge for at få mig op, så jeg kunne møde til tiden.
Ole og jeg startede begge to da vi var 6 år I den lokale landsbyskole, som lå i Lidemark, ca 3 km fra vores hjem Jeg startede 1. april 1947, og jeg husker tydeligt, at jeg omhyggeligt formanede min far om, at han skulle komme hjem I god tid ,så jeg ikke kom for sent….Han skulle nemlig køre os derop, men skulle først nå et eller andet ærinde. Og da han ikke var den mest stabile til at komme til tiden, så har jeg jo nok følt, at det var nødvendigt at være lidt skrap netop på denne dag…Når skolen startede 1. april så var det af den simple årsag, at skoleåret på det tidspunkt gik fra april til april. Men allerede året efter blev det ændret til det nuværende skoleår: august til juli.
Jeg klarede mig vist hel godt i skolen, og jeg var meget glad for at gå i skole. Nogle gange skulle jeg for hele klassen læse noget fra læsebogen, som dem på årgangen over mig havde fået for. Jeg har tit tænkt på, at det ikke var særlig pødagogisk af frk. Jørgensen - og I alt fald synd for den stakkel, som havde svært ved at læse det. Men det har jeg nok ikke spekuleret så meget på dengang.
Hvert år lige inden sommerferien var der eksamen! Det foregik på den måde at hele skolekommissionen troppede op på skolen og fulgte undervisningen I klasserne. Ved middagstid gik de så alle over I førstelærerens , lærer Rasmussens, bolig, hvor hans kone diskede op med fin middag. Hun var efter sigende en fortræffelig kok! Om der også har vanket vin til maden skal jeg lade være usagt, det er måske på den tid nok mere sandsynligt med øl. Men I alt fald bestod vi alle eksamen og kunne komme op I næste klasse, og det var jo det vigtigste. Frk Jørgensen, helt nøjagtigt hed hun Kirsten Jørgensen, var jeg rigtig glad for, og hun var også hvad man vist ville kalde en engageret og god lærer.
Hun boede som tidligere nævnt I en lejlighed oppe på kvisten I den bygning, som rummede klasselokalerne. Da hun kom til Lidemark var hun rimelig nyuddannet lærer og ugift. Men ikke nok med at hun var lærer, hun fik også stablet en afdeling af Det danske Spejderkorps på benene, en spejdertrop som hun ledede med stor iver og interesse. Jeg startede som Blåmejse, de yngste I korpset, og blev, da jeg blev gammel nok, stor spejder, som vi kaldte det, og som tegn på det måtte man nu bære en fin filthat I stedet for Blåmejsernes skråhue. Denne hat blev med mellemrum dampet over en kogende kedel vand, og så var den stiv og fin, næsten som ny. Frøken Jørgensen var som nævnt tropsfører, og som tropsførerassistent havde hun Ulla Wentrup, som gik klassen over mig. Ulla var datter af den lokale skovfoged, og jeg gik I klasse med hendes yngre bror Ulf.
Vi mødtes til spejdermøde en gang om ugen, og det foregik på skolen. Tit var der også arrangeret en eller anden tur I weekenden, det kunne være orienteringsløb, morgentur I skoven for at høre fuglestemmer etc. En gang deltog vi I en landslejr I Grejsdalen ved Vejle, og besøg af den daværende dronning Ingrid var et stort højdepunkt på ugen.Her lå vi naturligvis I telt, lavede mad over bål og var selv med til at grave latriner. Luftmadrassen eksisterede vist ikke, men vi medbragte hver især en hessianpose, som blev fyldt med halm, og det underlag sov man egentlig ganske fortrinligt på.
Jeg husker ikke så mange af mine klassekammerater, kun nogle få. Der var tømrerrens Jytte, som boede I Lidemark by, kun få hundrede meter fra skolen. Og Kirsten, datter af den lokale gartner, hvor vi altid købte blomster til Mors Dag. Hun var en lille efternøler, havde to ældre søstre. En gang imellem var jeg nede at lege hos hende og det var altid meget spændende. De havde nemlig et stueorgel, som vi fik lov at spille på, og vi fik altid saftevand og kage. Både Jytte og Kirsten var også spejdere. To andre piger I klassen, mindes jeg med mindre fornøjelse: Ellen og Selma. De kom fra en familie ovre I Ødemark (ja det hedder det sted)! Og der var ikke mindre end 14 børn! De havde set sig gal på mig, så tit når jeg skulle hjem fra skole lå de på lur I en grøft ved en vej hvor de skulle dreje af og jeg skulle ligeud. Og da de ydermere tit havde allieret sig med deres storebror Peter, som selvom han havde en lam arm godt kunne slå fra sig, så kunne jeg godt risikere at få tæv, hvis det da ikke lykkedes mig at slippe fra dem på cyklen…Jeg har da også tænkt på hvorfor de ville give mig bank. Mon ikke det havde noget at gøre med, at jeg ikke skulle tro jeg var noget, for når jeg blev sat til at læse højt for klassen, har det nok virket som en rød klud på dem, for uden at sige for meget hørte de ikke til blandt klassens bedste halvdel.
Men af og til må der da også have været borgfred, for jeg husker da at jeg har været nede hos dem og lege. Men jeg kunne ikke lide lugten I deres hus, der blev vist ikke gjort meget rent og børnene virkede også ‘snuskede’ og forsømte. Tit havde de også børnesår, det måtte man gerne gå I skole med dengang. Det kan jeg nu ikke mindes, jeg har haft.
Deres forældres gård lå I øvrigt lige bag ved det landsted, som mine farbrødre Svend og Christian havde. Og nogle gange cyklede jeg over og besøgte dem og så har det nok været naturligt at jeg stoppede op og legede med de børn ude på vejen. Der var bl.a. en lille bakke man skulle ned af for at komme til mine onkler, og der skulle vi engang kappes om hvem der hutigst, på cykel, kunne komme op ad bakken, vende hurtigt rundt og så ned igen…Og det endte jo en dag med at jeg skred da jeg hurtigt skulle dreje rundt og skrabede mit lår henad asfalten, så jeg stadig har et ar efter den hudafskrabning. Bagefter gik det med skrål og vræl hjemad til min mor, som vel så fik benet renset og forbundet. Jo turen hjem, ca 3 kilometer, har sikkert været støjende, men da det meste af vejen gik gennem skov, var der ikke nogen der kunne høre ‘hyleriet’. Det var I øvrigt en skovvej, jeg kørte ad, hvor der slet ikke måtte køre biler, men på den almindelige vej var der på den tid, og slet ikke ‘derude’ hvor vi boede, heller ikke meget trafik.
Min skolevej gik også på et stykke gennem denne skov, Tågerødskoven. Midtvejs lå der et enkelt hus , Mellemledshuset, fordi der på begge sider af den gennemgående vej lå et rødt skovled, som normalt var lukket, men kunne åbnes for arbejdskørsel etc. Her I Mellemledshuset boede Christian og Ingeborg. De arbejdede begge I Køge, han på Junkers Savværk og hun på Gummifabrikken. Hun cyklede hver morgen, hele året rundt, af sted kl seks, har sikkert mødt på arbejde kl 7. En tur på godt 10 kilometer. De havde en datter, Inger, som var nogle år ældre end mig. Jeg har leget med hende nogle enkelte gange, og det var lidt spændende at komme på besøg hos dem. De havde nemlig ikke elektricitet, noget der trods alt på det tidspunkt var lidt ualmindeligt, I alt fald I helårshuse. Men de havde nogle flotte petroleumslamper, som egentlig fint lyste stue og køkken op. Radio hørte de ikke. De fik deres daglige nyheder fra Østsjællands Folkeblad, nok den mest læste avis på egnen. Tror nok det var en Venstre avis, men da der jo på de kanter var mange bønder, passer det også godt nok. Der er utvivlsomt I mit hjem blevet diskuteret politik, for når mine farbrødre var på besøg, kunne der godt udvikle sig nogle vilde skænderier, men om mine forældre tilhørte den ene eller anden side har jeg ikke rigtig nogen fornemmelse af. Jeg kan svagt huske at man ved et valg, og det må jo have været et folketingsvalg, snakkede om Chrismas Møller, som var højremand, det senere konservative. Om det var med begejstring eller det modsatte han blev nævnt, kan jeg ikke afgøre….
Tilbage til min skolevej. Fra Mellemledshuset gik det videre gennem skov inden man kom ud til det sidste åbne stykke vej inden skolen. Der var ikke ret tit nogen man kunne følges med til skolen og derfor har der også været tid til at forestille sig at der kunne ske uhyggelige ting I sådan en skov…..En gang oplevede jeg I alt fald (og det var ikke opdigtet) at der lå en mand og sov inde I skovkanten. Og jeg har jo nok forestillet mig de værste ting. I alt fald vendte jeg om, skyndte mig hjem til min mor og råbte :’Mor, mor, der ligger en mand med en kniv oppe I skoven..’. Min mor cyklede så med mig og det viste sig at det blot var en farende svend, måske en skærslipper (dog uden kniv!) som blot var blevet træt, og tog sig en lur I det dejlige solskinsvejr…Og så kunne jeg glad og lettet fortsætte til skolen! Nu må det vist være tid at fortælle lidt mere om mine forældre. De var jo trods alt det vigtigste i min barndom i Gummerød.
Desværre ved jeg ikke ret meget om min mors barndom og opvækst. Hun blev født i Sorø, mistede sin mor allerede da hun var fire år, og voksede op hos en tante og onkel i Ørslev ved Slagelse efter dog først at have været en periode hos sine bedsteforældre. Denne onkel, onkel Jakob, var tømrermester, og havde slået sig op på at udleje telte, som han jo nok selv har fabrikeret. Hans kone, tante Valborg, virkede som en lidt stramtandet dame, - syntes jeg i alt fald som barn.
Hvad min mor har foretaget sig inden hun blev gift med min far, ved jeg heller ikke meget om. Hun var ansat som kokkepige på nogle større gårde, var også på et tidspunkt på Nyborg Strand. Men hvor hun var henne da hun mødte min far, har jeg ingen anelse om, ej heller hvordan de mødtes, - om det måske har været til et bal….Vi har forsøgt at finde oplysninger om hendes ungdom ved at søge Folketællinger gennem årene på store dele af Sjælland, men uden resultat.
Som allerede fortalt i starten, så blev min mor syg allerede få uger efter jeg blev født. Om det har været en blodprop, en lille hjerneblødning eller en begyndende hjernetumor vil nok ikke blive opklaret. Det nærmeste vi kan komme det er ved at læse journalen efter operationen på Militærhospitalet i 1952, hvor man fjernede en stor tumor. Men da man først kan få adgang til gamle journaler efter 70 år, går der endnu seks år inden vi kan få den udleveret! De første år havde hun det rimelig godt, men dog med spredte epileptiske anfald, som desværre tiltog i hyppighed efterhånden som årene gik. Anfaldene blev også voldsommere, hun faldt oftere, og derfor skulle min bror og jeg, når vi altså var hjemme, passe på at hun ikke slog sig, og prøve at få hende sat ned på en stol, når kramperne startede.
Hun var en enkelt gang indlagt på Dianalund, et epilepsihospital i nærheden af Slagelse, men de har nok ikke kummet gøre så meget for hende. Situationen ville nok have været lidt anderledes hvis det havde været i dag, hvor vi har scanninger af mange forskellige slags og meget mere avancerede undersøgelsesmetoder. Så hun måtte klare sig med Phenemal, som dengang stort set var den eneste form for medicin man brugte til at afhjælpe de epileptiske anfald. Der er ingen tvivl om at min mor har været præget af sin sygdom og at det gik hende på at hun ikke kunne fungere på fuldstændig normal vis. Ikke at der var noget galt med hendes intellekt, men fysisk blev hun med årene mere og mere invalideret.
Når jeg ser tilbage tænker jeg tit at hun ikke har haft nogen spændende tilværelse, og derfor er det også forståeligt, at hun et par gange tømte sit glas med Phenemal (om det har været fuldt da hun har gjort det, ved vi jo ikke), men en enkelt gang måtte hun på sygehuset i Køge, sandsynligvis til en udpumpning. Og herefter holdt jeg nøje øje med, om der var taget for mange piller af pilleglasset….
Min mor må også tit have følt sig meget ensom. Min far var ikke meget hjemme, uden at sige noget slemt kan man vist roligt sige, at han ikke var noget udpræget familiemenneske. Og da han ikke havde noget fast arbejde fra 7 til 16, men prøvede at tjene penge ved mange forskellige gøremål, (herom senere), så var han også tit væk om aftenen. Vi vidste aldrig rigtig hvornår han var hjemme…..I det hele taget er det nok min far og hans liv og levned som ligesom på en måde har tegnet familien og de vilkår vi levede under.
Min bror og jeg var meget glade for vores mor, og hun forsøgte efter bedste evne , at vi skulle have det så godt som muligt Især var min bror nok den, der var stærkest knyttet til min mor. Han skulle helst sove hos min mor indtil han var, ja i alt fald fem år. Men det er jo også kun naturligt at min mor måske beskyttede ham lidt mere, han var jo den yngste. Og derfor har jeg nok også, ligesom min mor, prøvet at beskytte ham lidt som barn, f.eks. sørget for at han tog strømper på når han tidligt om morgenen skulle skynde sig op og hjælpe fodermesteren, …måske en ekstra trøje etc. når det var koldt. Det følger nok med når man er den ældste, at man skal klare flere opgaver for at få tingene til at fungere. Man føler nok et større ansvar. På grund af de piller, min mor fik, var hun også mere træt end normalt. Så jeg har tit måttet overtage noget af madlavningen og opvask. Og det var jeg heller ikke ked af, men jeg var ked af vores ‘dumme’ komfur, som ikke altid var særlig villigt til at brænde. Og når vi så oveni skulle fyre med nogle halvvåde tørv , som var næsten umulige at få liv i, så har jeg sikkert været både rasende og gal, og af og til har jeg også grædt mine modige tårer over det. Men det har jo selvfølgelig været meget værre for min mor. Men når jeg tænker tilbage så har dagligdagen da nok været skyld i, at jeg på et tidspumkt kom ind til en overlæge på Dronning Louises Børnehospital i København. Jeg havde så mange nervøse trækninger og skar nogle forfærdelige grimasser, så man vel forestillede sig , at jeg kunne fejle de værste ting. Men der blev ikke fundet nogen fysisk forklaring og det endte med at jeg i en lang periode skulle spise Phenemal Mites, nok en mild dosis. Det er hel sikkert ikke noget man i vore dage ville ordinere til et barn på 9-10 år! Men jeg tror heldigvis ikke jeg har taget skade af det. ..Desværre må jeg nok sige at denne ‘skavank’ i pressede situationer en sjælden gang igen kan dukke op til overfladen…
Nu må det vist være tid at min far kommer ind i billedet, for i virkeligheden er det nok ham, der i sine handlinger og gøremål, mest har været med til at præge min barndom. Et andet sted har jeg vist beskrevet hans barndom og ungdom, hvordan han voksede op i en søskendeflok på ni, og med en stedmor fra han kun var otte år gammel, fordi hans mor døde i en alder af kun 35 år, hvordan han kom ud at tjene da han var tolv år og i en ung alder drog til Sjælland for at prøve lykken dér, noget i øvrigt stort set alle hans søskende gjorde. Hvad han har foretaget sig på Sjælland, har jeg slet ikke noget kendskab til, kan kun gætte på at han er startet ved landbruget.. På et tidspunkt har han været rundt om kkkkkkk Højskole, på et vinterkursus, noget der ikke var usædvanligt, hvis man arbejdede i landbruget, da der netop i vinterperioden ikke var meget at lave. Det var nemlig almindeligt, at man kun blev fæstet for et halvt år ad gangen.
Gennem årene har han nok sat lidt penge til side og på et tidspunkt fået råd til at købe sit eget lille husmandssted i Gummerød, 10 km syd for Køge. Og den nøjagtige dato hvor han overtog stedet ifølge Tingbogen er d. 12.-8.-1936, altså hvor han ikke engang var 24 år. Der hørte vist 8-10 tønderland jord til, som han selv dyrkede, ikke altid med traditionelle afgrøder. Jeg husker at han har dyrket hør, majs men også roer og da vist nok også korn. Som børn måtte vi ud at luge roer, dog vist ikke i den helt store stil, for vi kom til at hakke for mange af de roer op, som egentlig skulle være blevet stående…. Far havde vist nok en tendens til, at hvis han et år havde hørt, at der havde været vældig succes med en bestemt afgrøde, og folk havde tjent gode penge på den, så ville han prøve det samme næste år…Men det betød jo ikke altid at den afgrødes aktualitet også var på toppen næste år…, så det gik nogle gange galt!
Hvor og hvornår min mor og far mødte hinanden ved jeg intet om, - desværre. Om det har været til bal i et forsamlingshus eller noget helt andet, det får vi aldrig at vide. Men min far havde jo allerede haft det lille sted i Gummerød i godt tre år da de d. 12. oktober 1939 blev gift i Glostrup Kirke, med min faster og hendes mand Richardt som vidner. Det har ikke været noget stort bryllup. Mor havde jo ikke meget familie, kun onkel Jakob og tante Valborg. Og om hendes bror, Børge og hans daværende kone Helga, også har været med, står ligeledes hen i det uvisse. Men mon ikke….ligesom også fars brødre har været der, undtagen dog onkel Robert, som på det tidspunkt var udvandret til Canada.
Nu var det jo en lille gård ude på landet, så man ville forvente , at der også var dyr på gården. Men det mindes jeg kun der har været i korte perioder. En hest var der vist på et tidspunkt, og også et par køer. Men det kan bestemt ikke have været noget man kunne leve af. Ud over landbruget, som jeg havde indtryk af kun var en biting for min far, og ikke det der interesserede ham mest, havde han mange andre gøremål, som han beskæftigede sig med for at skaffe penge til huse. Som tidligere nævnt hørte der er slagtehus med til stedet. Ja måske er det bygget til efter min far har købt det, men i alt fald blev der derude både slagtet køer og grise. Det har nok været en form for hjemmeslagtning. Jeg husker tydeligt når der var en ko som fik en ‘kanon’ for panden og efterfølgende blev hejst op, så den hang med hovedet nedad, og hvordan den så blev skåret op og alle indvoldene væltede ud af den. Og hvordan grisene hylede når de fik en kniv stukket i halsen og derefter kom ned i et kar med næsten kogende vand så de kunne blive skrabet fri for hår. Det var et specielt skrabejern, man brugte til det, nærmest af form som et lille horn og lavet af metal. Dagen efter eller måske et par dage efter kom så dyrlægen for at kontrollere dyret, der var slagtet, kontrollere at der ikke var tegn på sygdomme hos det, for så måtte det ikke bruges til ‘menneskeføde’. Når det var godkendt gik han rundt og satte fine stempler de forskellige steder på dyret, stempler af forskellig farve. Hvad de betød ved jeg ikke.
Men når kødet var godkendt og dyret havde hængt et par dage blev det skåret ud. Noget af det tror jeg nok min far leverede til Køge Slagteri, men noget af det kørte han også selv rundt og solgte til kunder i den nærmeste omegn. Han havde en lille Ford , hvor der kunne sættes en kasse bag på laddet, og så blev kødet anbragt derinde sammen med en bismervægt (den som vi som spæde, pakket ind i en ble, også blev vejet med) og nogle skarpe knive samt et strygestål . Han havde en nogenlunde fast kundekreds og han kørte ud hver fredag og lørdag. Han var ikke ene om at forsyne området med slagtervarer. I Druestrup, ca 3 km fra hvor vi boede var der en anden slagter, Valdemar Jensen, som ligeledes kørte rundt og forsynede eventuelle købere med kød. Der var noget konkurrence mellem de to. Nogle anså vist nok det at handle med Valdemar Jensen som lidt ‘finere’, men min far havde det ry, at det var noget godt kød han havde. Selvfølgelig kunne han ikke leve af kun at køre rundt og sælge kød to dage om ugen. Så et andet af hans ‘småerhverv’ var at handle med kreaturer. Om han har købt af den enkelte landmand eller på et egentligt kvægmarked, som sikkert har været i Køge, har jeg ingen fornemmelse for. Men det er sikkert ikke småpenge, det har drejet sig om ved mange af disse handler. Jeg husker hans tegnebog, en af de rigtig store med mange rum. Den kunne godt være spækket med hundredekrone sedler, ja også femhundredekrone sedler har jeg set. Og det må have været rigtig mange penge på det tidspunkt…I forbindelse med disse handler er der sikkert blevet drukket lidt lidkøb (for at bekræfte en mundtlig indgået aftale) og tit er det nok også blevet til mere end en enkelt øl, for det var ikke sjældent at min far kom fuld hjem….desværre. Og hvis han så var i det humør, kunne han finde på at skælde min mor ud, og så løb jeg ned ad trappen og gennem køkkenet for at råbe til min far, at han ikke måtte skælde mor ud….Det er en af de ting jeg ikke mindes med glæde, og hver gang min far ikke var kommet hjem til ‘normal’ tid, men først efter vi var gået i seng, så lå jeg vågen og ventede til han kom, for hvis han begyndte at skælde ud, så skulle jeg jo være klar - sådan følte jeg det i alt fald - til at skælde ham ud.
Det der nogle gange kan undre er, at han jo for det meste kørte i bil, også selvom han havde drukket. Der har nok ikke været så meget kontrol den gang. Men en gang gik det dog galt. Om der er nogen der har ringet og givet politiet et praj, kan man nok ikke udelukke. Men i alt fald forsøgte han at køre fra politiet, - dog uden held. Et par dage efter var der en notits i avisen med overskriften: “Dramatisk jagt på rat-fylderist”. Han blev idømt en straf på 14 dages Hæftestraf, (En mild type fængselsstraf, som tidliger anvendtes især ved spirituskørsel, indført 1930, afskaffet 2001). Vi børn fik fortalt at far skulle på en ferie, men vi var jo ikke dumme, og min mor vidste også godt, at vi var klar over hvad der foregik, og hun prøvede ikke at skjule noget for os. Samtidig fik han også frakendt kørekortet i en periode, og det har nok været det der har gjort mest ondt…
Men det har ikke været fortjeneste det hele. Ind imellem har han ganske givet også tabt mange penge. Og så skulle der jo findes på nye måder at tjene penge på.På et tidspunkt under krigen har han nok ikke kunnet modstå fristelsen til at handle med tyskerne….I alt fald husker jeg en nat, hvor jeg vågnede ved en masse støj og nogle der råbte: ‘Luk op eller vi smider håndgranater ind….’ Der skete heldigvis ikke familien noget, men efterfølgende blev det kød, der var ude i slagtehuset, på en eller anden måde ‘ødelagt’. Og mon ikke den form for handel derefter hørte op!
Som nævnt prøvede han mange forskellige ting. Et år dyrkede han majs, et andet år hør. Raps prøvede han vist også, men det var ikke altsammen lige indbringende. Lige efter krigen hvor det var svært at få brændsel, tyede man til tørv, som blev skåret, som det hed, i forskellige tørvemoser rundt omkring i landet. Min far købte en tørvemose i Nordsjælland, i nærheden af Søsum og boede deroppe i perioder, vist nok i en skurvogn eller noget lignende. Han havde fået installeret en telefon deroppe, vel også så han på den måde kunne drive en forretning med salg af tørv. Han havde tlf. nr, Søsum nr. 17.
Men netop den sommer skulle blive en af de våde og kolde, så tørvene kunne jo ikke blive ordentlig gennemtørrede, de var svære at afsætte, så det endte med nogle store økonomiske tab. Og det kunne jo ikke undgås, at vi også mærkede det hjemme. I tiden der fulgte hørte det ikke til sjældenhederne at der kom det lille grå brev med perforeringer fra Kjøge Bank. Ingen tvivl om hvad det var: en veksel, som skulle indløses indenfor et vist antal dage. Og så har min far igen lånt penge for at indfri den gamle veksel, og sådan kørte karusellen….. Og vi vidste også, at når der kom en fin sort bil kørende ned ad vores vej, så var det pantefogeden der kom . Men der var vist ikke rigtig noget, de kunne finde på at gøre pant i. Bord og stol måtte man jo ikke tage. Fjernsyn eksisterede ikke og jeg tror det eneste de kunne udlægge pant i var nogle bøger, nemlig Gyldendals Bogklubs udgivelser fra 1938, som min far havde fået som betaling . Denne bogsamling står stadig på vores reol, så man har nok ikke ment, at den var særlig værdifuld…
Også vores telefon blev flere gange lukket, men adskillige gange kom de også og lukkede for elektriciteten, når elregningen ikke blev betalt. Det var nu ikke den store katastrofe dengang, som det ville have været i dag, hvor næsten hele vores dagligdag i den grad er afhængig af en stabil elforsyning. Men vi havde jo hverken køleskab, elektrisk komfur, fjernsyn, computer etc som vi har i dag, og det elektriske lys kunne man godt i en tid leve uden og klare sig med petroleumslamper. Og var det om sommeren var problemet ikke så stort. Det der var værst var, at vi blev smidt ud af Sygekassen. Det var datidens form for sygeforsikring og hver måned skulle man selv sørge for at betale kontingent. Det betød også at vi ikke kunne komme til tandlæge, så jeg var da næsten 14 år inden jeg første gang var hos tandlægen, for skoletandpleje var ikke noget der eksisterede på den tid. Først da jeg senere kom ind til min faster i Glostrup var det kommet på programmet. Men min mor var tit ked af, at hun ikke kunne komme til tandlæge, for hun havde tidligere været flink til at passe sine tænder, hvorimod min far, ligesom alle hans søskende, havde fået gebis i konfirmationsgave, - måske lidt overdrevet, men så i alt fald i en meget ung alder.
Nu vll jeg på ingen måde, i beskrivelsen af min far, få det til at lyde som om han var en person, der ikke interesserede sig for sin familie og bare lod stå til. Han var i virkeligheden en megt kærlig og følsom person, som også havde let til tårer, og som kun ønskede at hans nærmeste skulle have det godt At han måske også til tider har haft sine triste stunder, er vel fuldt forståeligt. Mange af de ting han forsøgte sig med, gik ikke helt efter planerne, - og selvfølgelig har han da også været påvirket af, at mor var syg. Jo, jeg var meget, meget glad for min far.
Hvordan var egentlig dagligdagen ude på landet dengang. Ikke så travl, som man mange gange oplever det hos nutidens familier. De fleste dage lignede stort set hinanden. En sjælden gang kom vi til Køge, hvor også vores læge boede og hvor der var mulighed for at købe ting ud over dagligvarer, måske lidt tøj, selvom det nu ikke var det, der blev købt meget af. Det kunne ske at der hjemme kom en uldkræmmer forbi på sin cykel, medbringende en stor bylt tøj som indeholdt undertøj, skjorter, sokker og sikkert også natkjoler med lådden vrang. For det var godt med noget varmt til at klare vinternætternes kulde! Forretninger var ikke noget man var forvænt med. Den nærmeste, og dér hvor vi købte kolonialvarer, var Brugsen, som lå i Lidemark, ikke så langt fra skolen. Nogle gange fik jeg seddel med fra min mor, så jeg kunne tage varer med hjem, når jeg kørte fra skole. Og det skulle skrives på “bogen”! Det var nemlig meget almindeligt at man købte på kredit og så en gang om måneden betalte hvad man skyldte. Det gjorde det også nemmere, for hvis man skulle have rede penge betød det at man skulle hente dem i banken, og den lå i Køge! Også hos brødmanden fik man “skrevet i bog”, - men så kunne der jo altså ske det, at der ikke blev betalt, eller der kun blev betalt et afdrag, og så kunne brugsuddeleren godt se lidt mindre venlig ud og bede mig om at sige hjemme, at næste gang skulle der altså betales! Det var situationer, som jeg bestemt ikke brød mig om!
Noget, der heller ikke hørte med til vores hverdag, var alle de fritidsaktiviteter, som børn går til i dag. Sport kendte vi stort set ikke til. Vi havde jo gymnastik i skolen og om sommeren spillede vi rundbold når vejret var til det. For de voksne var der om aftenen i vintermånederne gymnastik i forsamlingshuset, vist nok en gang om ugen. Men vi fik jo alligevel en del motion fordi vi altid skulle transportere os på cykel,- dengang blev man ikke kørt i bil til skole, til spejder eller hvad der ellers kunne være.
Men selvfølgelig var der da også lyspunkter i dagligdagen. Een gang om ugen kom der en mand kørende, som solgte ugablade, - det var vist om tirsdagen. Og der købte vi fast “Hjemmet” og “Tempo”. Det sidste havde altid på de sidste sider trykt 4 af tidens populære sange og så blev der sunget! Min mor var god til at synge og det er fra hende jeg lærte alle de gamle revyviser, som, når jeg hører dem i radioen, kan synge med på. Og i “Hjemmet” var der tegneserierne Knold og Tot og Gyldenspjæt. Så det blev noget af en festdag når mor læste tegneserier for os. Et højdepunkt var også når vi en gang om året skulle til Børnefest i Lellingeskoven. Her var der en masse af de forlystelser, som var karakteristisk for de omrejsende tivolier: luftgynger, karussel og ikke mindst is- og slikboder. Og så var det bare med at være økonomisk og ikke bruge alle pengene på en gang, for man havde kun et bestemt beløb at bruge. Jeg fik altid “en skilling” af Marie (nabokonen), og så var jeg også selv god til at spare op, hvis jeg for eksempel havde fået en tokrone af et familiemedlem. Det hørte med til Børnefesten, at man skulle have madkurv med. Maden blev smurt hjemmefra og for nemmere at transportere den, blev den pakket i en skotøjsæske, - jo bare en lidt større madkasse. Børnefesten må have været holdt på den årstid, hvor de første jordbær var modne, for jeg husker tydeligt at Marie plukkede nogle til mig, så jeg kunne få en jordbærmad med. Og det var bare lykken.
Når man sammenligner den tids udbud af fødevarer med det vi kan købe i dag, ja så er det næsten som at leve i en anden verden. De grøntsager vi fik, var udelukkende dem, man selv kunne dyrke i haven, - eller på marken. Kartofler var selvfølgelig den vigtigste grøntsag, men også andre rodfrugter, som kunne overvintre i en kule, d.v.s. en form for jordhule, var vigtige. Også forskellige former for kål fik vi, og så de grøntsager og frugter som var fremme på det pågældende tidspunkt, f.eks. ærter, salat, spinat, jordbær, . Men dybfrosne grøntsager kendte man stort set ikke og heller ikke mange af de grøntsager og frugter, som i dag bliver importeret fra andre lande, eks. broccoli, kiwi, appelsiner (dog til jul kunne man være heldig at få appelsiner, og de kom pakket enkeltvis i fint silkepapir). Og da vi boede på landet kunne vi ikke bare gå hen til grønthandleren som vi kan nu. For at bevare nogle af tingene til vinteren, benyttede man sig af henkogning, en konserveringsform som kun eksisterer i ringe udstrækning i vore dages husholdning. Og selvfølgelig syltede man også i stort omfang, både frugt og grøntsager.
Som nævnt var Brugsen den vigtigste forretning for os, men her kunne vi hverken købe kød eller grøntsager. Nu har jeg jo tidligere nævnt at min far bl.a. ernærede sig ved at være slagter, og så kunne man måske tro, at så måtte der i alt fald altid være kød til rådighed. Men det var langt fra tilfældet, det var vist nærmere tilfældigt hvis der var noget. Nu skal det ikke lyde som om vi sultede, men tit stod aftensmaden på mælkemad af en eller anden form, det kunne være fløjlsgrød (mælk jævnet med kartoffelmel), mannagrød, sødgrød (byggryn kogt i mælk) eller mælk og tvebakker. Også Arme Riddere stod af og til på menuen (franskbrødsskiver lagt i blød i mælk og derefter drysset med sukker og kanel og stegt i smør på panden). Når det var sæson fandt mor også champignon ude på vores nedlagte mødding, og så fik vi flødestuvede champignon. Mælken kunne vi få hver dag når vi stillede en lille mælkejunge med en seddel i op for enden af vores markvej. Så tog mælkebilen den med til mejeriet, når de om morgenen hentede mælk fra Skjoldgaards (naboen), og så stod mælken der om eftermiddagen, når mælkebilen var kommet tilbage med valle til Skjoldgaards grise. Når mor lavede champignon puttede hun altid en ægte sølvske (tre-tårnet) ned i gryden, - hvis skeen blev misfarvet, så var svampene giftige! Det har vist været gammel overtro. I alt fald er vi aldrig blevet syge af at spise det. En gang imellem, når min far ikke var hjemme, og min mor var løbet tør for forslag til hvad vi skulle spise, så kravlede hun op på vores dueslag og fangede en dueunge!. Og en stegt due var et festmåltid for os alle tre, - det smagte himmelskt. Når der blev holdt børnefødselsdag, stod menuen altid på kyllingesteg og budding med saftsovs! Også det hørte med til livretterne.
Som tidligere nævnt blev de epileptiske anfald, som min mor fik, stadig hyppigere og også voldsommere gennem årene. Det skete tit at hun faldt om, og det kunne have alvorlige konsekvenser. Således skete det kort før julen 1951 at mor faldt ude i laden, hvor hun var ude for at hente brænde. Hun slog hovedet mod en cementkant ved fundamentet, - og hvorfor hun ikke med det samme kom på sygehuset kan man jo i dag godt spørge sig selv om. Hun lå hele julen i sengen, og selvfølgelig var vi alle ulykkelige. Juleaftensdag skulle jeg koge risengrød, bandede stygt over de våde tørv, og da der så endelig kom gang i komfuret ja så brændte risengrøden på….Men jul blev det dog alligevel. Men det stod klart at mor skulle indlægges lige efter nytår, og forinden var det blevet besluttet at jeg skulle ind til faster og onkel Richard og Ole skulle til tante Ragnhild og onkel Thorvald. Mine to kusiner, fasters to døtre, Lise og Hanne kom hjem til os, det må have været lige efter nytår,og sammen rejste vi så til Glostrup. Min far kunne jo ikke følge os ind, da han måtte være hjemme hos mor.
Og her begynder så en ny periode af mit liv, som jeg fortæller om i afsnittet Mellemskole i Glostrup.
Fortalt af Bente
