Poul Mortensen blev født 23.1.1922 i Wilsonsgade 15 i Nyborg som 6. barn af Poul Mortensen og Emilie Nielsine Pedersen. Poul boede nok, som de fleste af børnene hjemme i Wilsonsgade indtil han blev gift 15.08.1948 i Nyborg Kirke med Jytte Elefsen. Så flyttede de ind i en lejlighed i Sprotoften 15st. i Nyborg. Her blev sønnen Jesper født 10.3.1950. Senere (1965?) flytter de i eget nybygget hus på Karseløkken 15, kun 50 m fra Pouls to søskende Henry og Tove på Frisengårdsvej 125 og 127. Her bor de indtil Poul dør 4.9.1990.
Efter sin realeksamen fra realskolen kom Poul i lære hos hvad der den gang var Nyborgs førende herreekviperingsforretning Richard Lehn. Forretningen lå sydligst i Adelgade kun få skridt fra bilfærgehavnen og havde derfor mange strøgkunder. Op gennem 50'erne steg biltrafikken voldsomt og specielt op til højtiderne var der lange køer ned gennem Nyborg By af biler der skulle med bilfærgerne. Og når folk sad og ventede i nogle gange mange timer kunne de jo ligesågodt lige smutte ind hos Lehn og købe et slips, en skjorte eller et par bukser. Men i 1957 blev Knudshoved Færgehavn indviet og så forsvandt de lange køer og hele færgetrafikken ud af byen.
Alle forretninger i byen mærkede afmatningen, også og måske især en forretning som Lehns. Samtidig ønskede den gamle Lehn at holde op og overdrage forretningen til en svigersøn fra København. En der vist ikke havde så forfærdelig meget forstand på at drive forretning i en provinsby som Nyborg, hvor alle kendte alle. I hvert fald fandt Poul ud af, at hans fremtid ikke skulle være hos Lehn, i stedet besluttede han sig til at starte egen forretning sammen med Lehns førstemand Karl Jørgensen.
Det var ikke helt nemt for de to at finde egnede lokaler, der var til at betale. Men de fandt en lille slagterforretning i Nørregade, hvor slagtermesteren, der ejede huset, ville holde op på grund af alder og var villig til at leje lokalerne ud. Og efter en mindre ombygning/renovering startede Poul og Karl så herreekviperingsforretningen Windsor i det tidligere efterår 1957. Poul Ludvig, der i en årrække havde været bud hos Richard Lehn skulle egentlig have været bud i den nye forretning, men efter en indtrængende bøn fra Poul Ludvigs far indvilligede Poul og Karl i, at han i stedet kunne komme i lære som herreekviperingshandler. Hans skolekundskaber var ikke de bedste, så de var noget betænkelige, men han viste sig at være mægtig god til at betjene kunder og blev en skattet førstemand i Windsor i mange år.
Men da Poul Ludvig kom i lære stod de så og manglede et bud da forretningen startede og jeg blev spurgt. Jeg gik i 2.g på gymnasiet, havde travlt med skolen, fodbold, tennis og bordtennis og spillede klarinet i jazzbandet "Sunshine Ramblers". 
Og så havde jeg også lige mødt Bente! Så jeg havde egentlig rigeligt at gøre, men muligheden for at kunne tjene sine egne penge var fristende, så jeg sagde ja. Jeg mødte hver dag, mandag til lørdag (man gik jo i skole 6 dage om ugen den gang) på arbejde lige efter, at jeg havde været hjemme med skoletasken og kørte så varer ud og ordnede andre ærinder indtil forretningen lukkede og ofte et stykke tid derefter. Jeg kørte på en budcykel med en stor kuffert på ladet rundt i Nyborg og omegn og afleverede tøjet, som ofte havde været en tur hos skrædder Skov ("Peter Dame") for at blive tilrettet, få slidbånd osv. Ikke sjældent faldt der drikkepenge af, især fra folk, der ikke så ud til at have mange af dem, og især hvis det var sent og regnede eller sneede! Selvom jeg havde travlt, og cyklen, der var tung og uden gear, var tung at træde, så nød jeg den friske luft, men også at stå i baglokalet og høre de "uartige" historier fra repræsentanterne, som der kom mange af, og som altid var leveringsdygtige, i hvertfald når det gjaldt historier. Jeg blev ved som bud til en gang ud på foråret/sommeren, så trak Bente, fodbolden og alt det andet mere end pengene.
Windsor kom rigtig godt fra start og snart blev den byens førende herrekviperingsforretning. Der blev i flere omgange renoveret og ombygget og det blev en rigtig flot forretning, stedet hvor "man" handlede herretøj. Pouls kone Jytte passede regnskaberne, så økonomien var der også helt styr på. Men intet varer evigt. På et tidspunkt døde Karl og Poul var også ved at være træt af butikslivet. I virkeligheden ville han altid helst have været gartner, men hans far havde syntes, at der var flere muligheder i en handelsuddannelse. Poul elskede at arbejde i sin mønsterhave ved parcelhuset på Karseløkken og hans værksted i kælderen var et mønster af orden. Både haven og værkstedet fik han meget mere tid til da han solgte forrretningen, men desværre fik han ikke noget langt otium. Han døde 4.9.1990 kun 68 år gammel.
Fortalt af Ole
