Bente Heino Simonsen

Bente i Lidemark Skole
Bente i Lidemark Skole

Der er løbet meget vand i stranden siden jeg, som en lille, fattig pige, sad i Lidemark Skole et par km fra vores hjem i Gummerød. Jeg elskede at gå i skole, var også ret god til det,

Mit liv

Når man beslutter sig til at fortælle lidt om sit liv til børn, familie, venner og andre der måtte have interesse for det, opdager man hurtigt, det gjorde jeg i hvert fald, at det nemt kan blive ganske omfattende. Ikke fordi der måske er sket særlig usædvanlige ting i netop mit liv, men fordi ethvert menneskes liv består af en hel række kapitler, hvor nogle kan være af interesse for en gruppe, andre for en helt andet. For eksempel er mine børn måske mest interesserede i, hvordan jeg oplevede min barndom som fattig, senere forældreløs, pige på landet. Andre måske synes at vores oplevelser som immigranter i Canada kunne være interessante. Eller lægestudiet, eller måske hvordan to unge mennesker, uden håndværksmæssig baggrund, med fuldtidsarbejde og -studie kunne finde på at bygge deres eget hus, med egne hænder, næsten uden hjælp. Eller hvordan det gik til at vi adopterede en 5-årig dreng fra Bangladesh og en 8-årig pige fra Indien, efter vores lille Morten døde under en hjerteoperation som 2-årig.

Der er også spørgsmålet om hvem man skal give adgang til det man fortæller. Vi har intet behov for at udstille os selv eller vores nærmeste på Facebook eller andre sociale medier eller her i d3Liv, men vi vil gerne fortælle nogle relevante historier til de relevante mennesker. Derfor har jeg valgt, at lade beretningen om min barndom og ungdom være tilgængelig for alle, men lade de mere private dele af resten af mit liv være forbeholdt familien. Vores professionelle liv, vores tid i Canada, og hvordan man bygger et hus kan alle også læse om på d3Liv.dk, når vi ellers får tid til at fortælle om det.

Så for at få sat lidt struktur på det hele har jeg inddelt fortællingen om mit liv i en række kapitler. Det første kapitel kan du læse her.