Min bror, Ole Holm Simonsen, blev født d. 17. august 1943 (kl. 3:45!) på Køge Sygehus. Vores mor, Nelly Eleonora Holm Petersen, var da 31 år, og vores far, Anders Simonsen, 30 år. Jeg var lige fyldt 3 år. Vi boede på et husmandssted i Gummerød pr. Herfølge, Lidemark Sogn.
I sin tidlige barndom, i alt fald indtil han startede i skolen, har han nok levet en relativt sorgløs tilværelse hjemme hos mor og far i Gummerød. Men det har nok ikke kunnet undgås at han også har fornemmet at vores mor var syg (fik af og til epileptiske anfald). De første år af hans skoletid var vist ikke just lykkelige, - i alt fald var han ikke vild med at skulle læse lektier! Han ville meget hellere, så snart han kom fra skole, op til fodermesteren hos Skjoldgaards på nabogården. Han elskede at hjælpe til i stalden og det var tit at vi måtte op at hente ham hjem. I januar 1952, da han var 8 år, blev vores mor indlagt på hospitalet og efterfølgende opereret for en hjernesvulst. I den periode var han hos onkel Thorvald og tante Ragnhild i Tåsingegade 49 på Østerbro. I samme periode var jeg hos faster Dagmar og onkel Richard på Nordre Ringvej 32 i Glostrup. Da mor kom hjem fra hospitalet kom han hjem til Gummerød, men faster Dagmar bestemte at jeg skulle blive i Glostrup for at gå i mellemskolen. Så vi blev skilt fra hinanden.
I sommeren 1954 drukner vores far på en kvægtransport til Saltholm. Vores barndomshjem bliver opløst, mor kommer i pleje på Skovridergaarden og Ole flytter permanent ind til Thorvald og Ragnhild. Det var noget af en omvæltning for ham at komme fra landet og til Østerbro i København, og det var også en omvæltning for Thorvald og Ragnhild, for de havde kort tid forinden adopteret den spæde pige Susanne. Ole bliver konfirmeret d. 29. september 1957 og på billedet ses hele den lille familie (plus mig, Bente). Men “Ole vil på landet”, som der står i konfirmationssangen, og så snart han bliver konfirmeret insisterer han da også på at han vil ud at tjene, - hans onkel og tante derimod ville meget gerne have, at han skulle have en uddannelse. Men han var stædig og fik først en plads som karl på en gård i nærheden af Bjæverskov. Han blev dog overtalt til at tage et år, 1960-61, på Nordsjællands Efterskole i Helsinge.
Efter efterskolen var han vist ved landbruget et års tid, noget af tiden, måske hele vinteren 1961-1962, som fodermester hos Laurits (efternavn?) i Ll. Viby mellem Munkebo og Kerteminde. Men i efteråret 1962 indkaldes han som soldat og er det første halve år stationeret i Haderslev, hvorefter han efter årsskiftet flyttes til Tønder.
Herefter vendte han tilbage til København og arbejdede et års tid på B&W Skibsværft i København. Men, det var ikke en arbejdsplads han var glad for, så han søgte ind til postvæsenet og blev 1. maj 1964 ansat som reservepostbud. To år senere blev han så tjenestemandsansat som postbud, og fra 1. april 1978 var han overpostbud. Fra sidst i 60’erne til midt i 70’erne var det et dejligt job at være postbud, i hvert fald i København. Arbejdsdagen var ganske kort og mange postbude havde et ekstra job om eftermiddagen eller om aftenen. Ole kørte fx i en periode med tøj for et renseri og i en anden periode for Emdrup Vask. Men skulle der virkelig tjenes penge var det i postvæsenets omkartering, hvor posten blev sorteret. Her kunne man få mange overarbejdstimer og lønnen var god. Der var mange studerende, der financerede deres studier ved at arbejde i omkarteringen, hvor man kunne tjene op til en kvart million kr på et år! Blandt dem der arbejdede på omkarteringen var der mange glødende marxister, der blev kaldt “kinesere” fordi de var vildt betagede af den kinesiske kulturrevolution. Den økonomiske krise, der satte ind ved oliekrisen i 1973, ændrede samfundet på mange måder, der blev skåret ned overalt og det var ikke længere et drømmejob at være postbud. Men Ole fortsatte, havde 25 års jubilæum i 1989 og blev ved postvæsenet helt til sin død.
Fra 1963 da han kom tilbage til København boede han flere forskellige steder. I en periode i Thorvald og Ragnhilds sommerhus i Herlev, inden de solgte det for at købe grundene på Sjællands Odde. Han lejede senere et stort værelse i en villa på Jægersborg Alle, inden han efter en bekendt overtog førstesalen af en Villa på Ellinorsvej 8 i Charlottenlund. Det var en dejlig lys lejlighed i et rart kvarter ikke langt fra hans arbejdsplads Hellerup Postkontor, men den kvindelige ejer, der boede i stueetagen, var omkring de 100 år, så der var ikke så megen fremtid i det lejemål. Derfor, da onkel Herman måtte opgive sin andelslejlighed på P.D. Løvs Alle 7, flyttede han derind 1. september 1983.
Lejligheden var sådan set rar nok, på 1. sal og lys, men var ikke blevet moderniseret i mange år. Et lille toilet og en enkelt oliekamin i den 4. værelses lejlighed, det var primitivt. De øvrige beboere var også indstillede på en større renovering, der selvfølgelig ville komme til at betyde en væsentlig forøgelse af huslejen. Om det var det der blev udslaggivende, eller om “drengen fra landet” simpelthen ikke længere kunne undvære jord under neglene, i hvertfald solgte han lejligheden og købte i maj 1996 en kolonihave med hus i Hjortespring. Her ville han bo både sommer og vinter, selvom det ikke var lovligt, og der fx blev lukket for vandet i vinterhalvåret, så han måtte hente vand i dunke fra en nærliggende tankstation. Han var naturligvis ikke den eneste der boede der hele året. Bl.a. fik han en ven der, kaldet “Muldvarpen” fordi han var så bange for at blive opdaget, at han i vinterhalvåret altid mørklagde sit kolonihavehus hele døgnet! Ole var dog glad for at bo der, selvom det i vinterhalvåret var koldt og det også var en kold tur på arbejde til Hellerup Postkontor på knallerten. Han gik også i gang med at renovere huset, der var meget primitivt bygget (puds på hønsenet over et træskelet) og helt uisoleret, så udgifterne til gas til katalysatorovnen, den eneste opvarmningsmulighed, var meget store. Men der var dejligt om sommeren, han dyrkede en masse grøntsager, og mange var de gange Eshwari besøgte ham så de kunne hygge sig ved grillen en sommeraften. For Ole var rigtig dygtig til at lave mad og til at dyrke jorden.
Desværre fik Ole kun godt 2 år ude i haven. I mange år havde han haft problemer med hjertet og på et tidspunkt fik han også en stentoperation. Han prøvede at leve sundt, med masser af grøntsager, men han røg og havde røget i mange år. Og pludselig en dag i juli 1998 blev han ramt af et hjerteanfald hjemme i huset. Da han nogen tid senere blev fundet af “muldvarpen” var genoplivning forgæves, og han døde kun knap 55 år gammel.
Ole blev aldrig gift, men han havde livet igennem kærester, både over længere og kortere perioder. Han satte nok for stor princip på sin uafhængighed og for retten til at tage tingene i sit eget tempo til at han helt ville binde sig, så han forblev single hele sit liv.
Ole var rigtig glad for vores to børn, Mentoo og Eshwari, og de var både glade for ham og beundrede ham, ikke mindst Mentoo så op til ham. I mange år tilbragte han julen hos os her i Munkebo, og vi hyggede os altid meget sammen. Han var fredsommeligheden selv, men han kunne også godt sige Mentoo nogle sandheder, når han syntes, at han ikke opførte sig helt som han skulle, og Mentoo havde stor respekt for det “onkel Ole” sagde. Det var et meget stort tab for os alle, da Ole ikke var mere.
Fortalt af Bente