Kristian Marinus Simonsen

Kristian Martinus Simonsen blev født 16.4.1916 i Ørum Vestermark som Christian Simonsen og Johanne Heinos 7. barn. Han boede hjemme i hvert fald til han blev konfirmeret d. 30. marts 1930. Derefter, eller måske allerede før, er han jo nok kommet ud at tjene.

Onkel Christian (hans navn blev altid stavet med Ch, selvom kirkebogen siger K) er en af de farbrødre jeg ikke har hørt noget om før han, da jeg var ca. 6 år, dukker op. Han havde på det tidspunkt købt et lille landsted i Ødemark, sammen med onkel Svend. Og da det kun lå få kilometer fra Gummerød var det naturligt at han af og til kom hjem til os.

En af de få ting jeg har fået fortalt var, at han ude i vores vaskehus, når det var mørkt, fangede rotter med de bare næver - for rotter havde vi mange af!

På et tidspunkt flytter Svend fra deres fælles ejendom. På det tidspunkt har Christian sikkert allerede mærket de første symptomer på den sclerose, som mærkede ham resten af livet, og han blev efter nogen tid nødt til at få en husbestyrerinde. Hun hed Gudrun og havde, som det var ret almindeligt for husbestyrerinder på den tid, et barn Asbjørn, som nok har været 6-7 år. I begyndelsen var hun vist udmærket, ville jo nok gøre et godt indtryk, men senere viste det sig, at hun var en “satan”. Christian fik fordærvet mad og efter sigende skulle hun en gang have stukket ham i foden med en høtyv.


Høtyv, ikke rar at få i foden!

Hun fik vist på et tidspunkt narret en del penge fra ham, - om hun også fik narret ham til at gifte sig med hende har jeg desværre ingen erindring om. Hun var dog svær at slippe af med, - flere gange truede hun Dagmar med alverdens ulykker for “Søster” var jo den der først og fremmest hjalp sin bror!

Christian bliver dog snart så dårlig, at han ikke mere kan klare sig selv. Han er på et tidspunkt indlagt på hospitalet og efterfølgende boede han hos Dagmar omkring en måned, - hårdt for hende, da hun selv havde et arbejde der skulle passes. Til slut kommer han på plejehjem i Faxe og er her til sin død 28.3.1970.

Der er ikke så mange billeder af onkel Christian, han var ret sky. Men her er et, taget ved Lise og Hannes konfirmation, hvor hele familien var samlet hos Dagmar og Richard på Østervej i Glostrup. Længst til venstre er det mig, Bente. Så følger onkel Herman, min mor Nelly, og Gudrun, som vi lige har nævnt ovenfor. Derefter onkel Svend, og til højre for ham Karen Mortensen (en kusine). Så stikker Richards bror Lauritz hovedet frem og til sidst er det Etly, telefonistinde på Kastrup Central. Hvem det er der hænger lige over mit hovede kan jeg ikke lige huske.


Fortalt af Bente