Poul Mortensen 1881-1972

Poul Mortensen blev født 29.4.1881 på Dømmestrup Mark i Nr. Lyndelse.

Faderen var husmand Hans Mortensen og moderen Maren Nielsen, 35 år gammel. Poul var barn nr. 4, de ældre søskende var Niels (født 1.6.1875), Marie Kirstine (født 9.4.1877) og Ane (født 30.4.1878). Senere, i 1883, kom lillesøster Maren Katrine (født 9.9.1883) til. Da var familien flyttet til Sdr. Næraa Mark, og faderen Hans blevet både husmand og landpostbud. Storebror Niels bliver konfirmeret 6.10.1889 i Sdr. Næraa og faderen noteres som Hans Mortensen. Det er måske ikke så mærkeligt, han var jo faderen, men alligevel, for han var død 5.10.1887. I mellemtiden er Pouls mor Maren på 43 blevet gift 29.1.1889 med slagter Anders Hintzesen på kun 28 år. De er blevet gift med vielsesbrev (“kongebrev”) dvs. uden forudgående lysning i kirken, hvad nu end grunden til det var. Folketællingen i 1890 ( se også) , viser at de da bor i hus nr. 12 i Sdr. Næraa, sammen med børnene Marie, Anna, Poul og Maren Katrine, alle Mortensen. Ejendommeligt nok opføres de som ugifte, selvom de altså er blevet gift næsten et år før!

Poul Mortensen blev konfirmeret 21.4.1895 i Vissenbjerg Kirke. I kirkebogen står der, at han bor hos sin mor (stedfaderen er ikke nævnt) i Kjelstrup Skov. Derefter er han jo nok kommet ud at tjene, men hvor ved vi ikke. I princippet burde vi kunne finde hans opholdssteder fra han som 18-årig blev indskrevet i lægdsrullen (den er ikke på nettet). Men vi ved nu, takket være Ib, at han 1. februar 1901 var ansat som materialkarl på ejendommen Engholm, matrikel 11a i Skalbjerg, hos sine kommende svigerforældre Birte Katrine og Jens, Emilies mor og stedfar. Han var da 19 år, Emilie lige fyldt 11 år. Gården har nok haft mange malkekøer, for i folketællingen er erhverv for de 6 børn (4 Birtes af første ægteskab) angivet som malkning! Ordbog over det danske Sprog kender ikke ordet “materialkarl” selvom en googling af ordet viser, at det har været en almindelig stillingsbetegnelse. Et gæt kunne være, at en materialkarl ordnede alt det, der ikke havde med dyrene at gøre, det var fodermesterens gebet.

Om han blev på Engholm indtil han blev indkaldt som soldat ved vi ikke, men han holdt i hvert fald forbindelsen med Emilie. Hans soldaterbog viser, at han blev indkaldt til tjeneste ved 5. Bataillon i Odense d. 11.4.1904 og blev hjemsendt d. 10.6.1905, altså efter 14 måneders tjeneste. Under tjenesten avancerede han til Underkorporal, og i hans Forholdsattest skrives der om ham: “at han er vel begavet, fuldt paalidelig, ædruelig og har vist et særdeles godt”Forhold i og uden for Tjenesten“. Så kan det vist ikke blive meget bedre!

Under soldatertjenesten har han selvfølgelig haft orlov en gang imellem og lidt hovedregning viser, at under en af disse orlover må Svend, som blev født 27.1.1906, være blevet undfanget. Emilie var kun 15 år, så det var selvfølgelig en skandale, men det kan du læse mere om hos Emilie. Det vigtige er dog: det endte godt!

Soldaterbogen viser at han var genindkaldt 12.9.1906-8.10.1906, 14.9.1908-10.10.1908 og 1.10.1918-9.10.1918. Altså ingen genindkaldelse under 1. Verdenskrig.

Togbetjent Poul Mortensen i Esbjerg
Togbetjent Poul Mortensen i Esbjerg

Soldaterbogen noterer han livsstilling som tjenestekarl, men det blev nu jernbanerne, der blev centrum for hans arbejdsliv. Hvornår han kom ind ved jernbanen ved vi ikke, men billedet her viser ham i sin jernbaneuniform med det berømte vandtårn i Esbjerg bagved. Fra dåbsdataene for de 8 børn kan vi se, at han startede som Konduktør, senere blev Togbetjent, så Jernbanepakmester og Togfører, den sidste titel blev samtidig hans kælenavn: “Togføreren”, som selv hans børn brugte om ham.

Der er næppe nogen tvivl om, at han var glad for sin titel som Togfører og det ansvar og den respekt den titel udtrykte. En lille anekdote illustrerer det: En dag var hans tog, af grunde han ikke var herre over, forsinket da det kørte ind på Marslev Station på Odense-Nyborg linien. Min farfar ville skynde sig videre for om muligt at indhente forsinkelsen, pligtopfyldende som han var, men stationsforstanderen krævede, at der skulle læsses nogle varer ombord på toget, selvom min farfar protesterede, da han nok mente, at de kunne vente til næste tog. Men stationsforstanderen holdt på sit: så længe toget holdt ved perronen, og han ikke havde givet afgangssignal, så var det ham der bestemte over toget. Det måtte farfar acceptere, sådan var reglerne. Men, såsnart stationsforstanderen havde givet grønt lys til afgang, var det togføreren, der havde kommandoen, og han beordrede varerne læsset af igen! Først derefter lod han toget fortsætte mod Nyborg, med en rasende stationsforstander stående tilbage på perronen. Min farfar skulle man ikke pisse på!

Efter Emilies død passede min faster Alice sin far. Her er et billede af de to og onkel Hans ved stranden i Nyborg taget i august 1968, hvor farfar altså var 87. Han holder sig pænt!

Hvordan var min farfar, Poul Mortensen? Det er svært at sige, og måske ville andre i familien, måske især Ib, være bedre til at fortælle om ham. Jeg husker ham som en, på en gang, meget venlig, men også lidt umiddelbart bøs mand. Det var ikke en man begyndte at snakke privat med, men omvendt tror jeg aldrig han ville drømme om at blande sig i, hvordan man levede sit liv. Han var meget glad for Bente, ligefra han første gang stiftede bekendtskab med hende, men det var alle Rødbyerne nu.


Fortalt af Ole