Poul Mortensens aner

Da Poul blev konfirmeret var familien som nævnt flyttet fra Sdr. Næraa til Kjelstrup Skov. De blev ikke boende der, men flyttede til Magtenbølle Mark, der ligger ganske tæt på Skalbjerg. Så Poul blev karl ganske tæt på sit hjem. Maren blev boende der sammen med sin mand og døde 28.12.1909 63 år gammel. Derfor, og måske også fordi man havde svært ved at acceptere, at hun havde giftet sig med den 16 år yngre Anders Hintzesen, snakkede man i Wilsonsgade aldrig om Pouls familie. Derimod var der tæt kontakt til Emilies familie og både Emilies mor Cathrine og stedfar Jens er hyppigt faddere, som dåbsdataene for de otte børn viser. Der var dog tæt forbindelse til Pouls storebror Niels, der var portør ved banen og også boede i Nyborg, han var ofte fadder.