Maren Kristine Loftlund

Maren Kristine Loftlund, med kælenavnet "Krølle", blev født 11.3.1916 i Loftlund, Give Sogn, som datter af gårdmand Kristian Loftlund Kristiansen og hustru Ingeborg Kirstine Elise Pedersen. Kirkebogen fortæller, at hun blev døbt Maren Kristine Loftlund Kristensen, men at navnet blev rettet til Maren Kristine Loftlund ved Kongelig Bevilling af 31.12.1941. Hendes mor Ingeborg døde 3.2.1927, hun blev kun knap 37 år. Maren blev konfirmeret 13.4.1930 og kirkebogen fortæller, at hendes mor er afgået ved døden og at hun har fået en stedmoder ved navn Katharine Pedersen.

Maren blev uddannet som damefrisør, hvad der gav hende det kælenavn "Krølle", som hun altid gik under i familien Mortensen. Hun mødte sin tilkommende mand Hans Peter Mortensen på et pensionat i Aalborg, hvor de begge arbejdede, og de blev gift i Give Kirke 10.7.1949.

Fra et testamente de udarbejdede i 1956 ved vi, at de da boede Herluf Trollesgade 20 i Aalborg. De flyttede 25.11.1965 fra lejligheden til et dejligt parcelhus på Venusvej 10 og her blev de boende indtil Marens død i 2004.


Maren Loftlunds Aner


Fortalt af Ole